23948sdkhjf

Duo fra Hundested vinder Snedkerpris

Møbelsnedkeriet Egeværk vinder Snedkerprisen 2019. 

Det er Københavns Snedkerlaug, som har valgt at prisen på 150.000 kroner går til indehaverne af møbelsnedkeriet, Mette Bentzen og Lasse Kristensen. 

Det skriver Københavns Snedkerlaug i en pressemeddelelse. 

Egeværk får prisen for deres udforskning af de materialer, de arbejder med, og den høje kvalitet af deres raffinerede træarbejder. På værkstedet i Hundested bliver der skabt unikamøbler og brugskunst, og Lasse Kristensen og Mette Bentzen har allerede skabt international opmærksomhed med udstillinger af Egeværks skulpturelle møbler i flere europæiske lande samt USA. 

- I Københavns Snedkerlaug har vi været meget enige om at belønne Egeværk for deres formidlende indsats for det danske snedkerhåndværks traditioner. Prisvinderne Mette Bentzen og Lasse Kristensen har på overbevisende måde vist evne til at kombinere tradition og innovation i deres frembringelser, siger Mads Raaschou, oldermand i Københavns Snedkerlaug, i pressemeddelelsen. 

Snedkerprisen bliver overrakt til Egeværk på værkstedet i Hundested havn den 26. april.

Fakta: Københavns Snedkerlaugs Snedkerpris

Det er blot anden gang, at Snedkerprisen - med midler stillet til rådighed af Kirsten og Freddy Johansens Fond – uddeles. 

I august 2018 blev restaurant Noma den første modtager af Snedkerprisen.

Kirsten og Freddy Johansens Fond blev stiftet d. 21. juni 2004, og er resultatet af et ægtepars beslutning om gennem en fond at støtte samfundsmæssige fornuftige formål. Fonden støtter blandt andet håndværksmæssige arbejder indenfor maler- og træfagene, og yder også støtte til kulturelle, uddannelsesmæssige og kunstneriske aktiviteter. Hertil kommer forskning indenfor håndværksfagene, specielt malerfaget, samt lægevidenskab indenfor det sygdomsbekæmpende område. 

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094