23948sdkhjf

Træfattigt træhus får ny bygherre

Tidligere på ugen kom det frem, at projektet i Køge opgiver drømmen om at blive Danmarks hidtil højeste træhus.

Planen var, at Fællesbyg Køge Kyst ville bygge et 24 meter højt træhus i syv etager. Nu er meldingen så, at beton erstatter træ i konstruktionens bærende dele. 

Nu har foreningen så indgået aftale med Selskabet for Billige Boliger, der om nogle måneder bliver bygherre for det kommende byggeri og sørger for at skaffe finansiering af byggeprocessen. 

Det sker efter en nonprofit-model, hvor byggeprojektet hviler i sig selv. Selskabet for Billige Boliger skal have dækning for udgifter og risici men ikke have en fortjeneste ud af projektet, som handler om at gennemføre et dansk eksempel på et byggefællesskab efter tysk forbillede på Køges Søndre Havn.

Aftalen med Selskabet for Billige Boliger betyder, at byggefællesskabet nu går ind i en ny fase, efter at have været i dialog med en række banker uden dog at kunne finde en løsning på mellemfinansieringen af byggeprocessen. 

Læs også: Køge dropper Danmarks højeste træbyggeri: Træ erstattes med beton

- Et byggefællesskab er et utrolig spændende alternativ til andre boligformer, som vi er meget glade for at kunne være med til indføre i Danmark. Nu glæder vi os til samarbejdet med fællesbyggerne om gennemførelsen af deres byggeprojekt, og her er det vigtigt at bemærke, at de kommende beboere fortsat er i førersædet, siger Line Røtting Dornan, der er adm. direktør for Selskabet for Billige Boliger. 

Bygherre-skiftet ændrer nemlig ikke på, at byggefællesskabets medlemmer selv er herre over udviklingen af det nye boligbyggeri. 

Husets arkitektur og disponeringen af både fælleslokaler og de i alt 42 lejligheder er således stort set afklaret i dialog mellem Fællesbyg Køge Kyst og Tegnestuen Vandkunsten, som er projekterende på opgaven.

Medlemmerne skal også selv stå for dialog med totalentreprenøren og fortsat finde købere til de enkelte boliger – og på nuværende tidspunkt har 29 familier reserveret lejligheder i byggeriet. 

Selvom det meste træ forsvinder fra det nye byggeri, er der dog lidt tilbage: De ikke-bærende ydermure er fortsat i træ, beklædt med forskellige typer plader, og husets indvendige skillevægge kan enten være i træ eller gips.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.097