23948sdkhjf

Skovbrug gør danske skove ringere og mørkere

De danske skove har det ringe, og der er ikke noget der tyder på, at de har fået det bedre.

Sådan opsummerer seniorforsker Rasmus Ejrnæs, Aarhus Universitet, resultaterne i den årlige rapport fra det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur (Novana).

- Skovene er stadig præget af mangel på gamle træer og mangel på dødt ved. Og så har det ovenikøbet vist sig, at de er blevet mørkere i den seneste overvågningsperiode, siger Ejrnæs, der er medforfatter til rapporten.

Mørket er et problem for biodiversiteten, forklarer han. Mange vilde dyr og planter er nemlig afhængige af, at der kommer lys ned til skovbunden.

- Det betyder, at der kan være blomster og plads til buske. Det betyder, at der er mad til bestøvende insekter som vilde bier og sommerfugle. Og nogle af skovens store billearter trives også bedst ved lys.

Årsagen til, at de danske skove er blevet mørkere, skal findes i skovbrug, forklarer Rasmus Ejrnæs.

Hvis man skal frembringe godt tømmer, skal træerne vokse op i skygge. Så strækker de sig mod lyset, og stammerne bliver lange og lige.

Danmarks Naturfredningsforening finder Novanas rapport uhyre bekymrende.

- Vi bliver nødt til at lade flere skove passe sig selv. Hvis vi skal vende tilbagegangen skal andelen af urørt skov i Danmark øges betragteligt, mener foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding.

Novanas rapport omhandler ti forskellige naturtyper. Danmarks Naturfredningsforening har talt op, at der er sket en forværring i fire af de ti naturtyper. Mens ingen af de ti typer viser fremgang.

Novana overvåger de skove, der er beskyttet af EU's habitatdirektiv. Derfor kan man ikke tale om, om der er mere eller mindre skov i forhold til tidligere, da det ikke ændrer sig fra år til år.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094