Ny produktionslinje hos Glaseksperten skal generere trecifret millionbeløb
En ny produktionslinje hos Hjørring-virksomheden Glaseksperten kan øge omsætningen markant.
Det er vurderingen fra virksomhedens ejer og administrerende direktør Christian Larsen, der forventer at linjen alene kan resultere i en omsætning på et trecifret millionbeløb.
Det fortæller han til Nordjyske.
Den nye produktionslinje er netop blevet taget i brug og er en fuldautomatisk linje, der kan kan producere termoruder i over seks gange tre meters højde. Det åbner op for et nyt marked:
- Vi er stærke på termoruder, interiørglas og værnglas - begge områder er i vækst - og vores afdeling på Aalborgvej, hvor vi producerer vinduer og døre, er også i vækst. Nu har vi mulighed for at producere facadeglas, og det rummer et enormt potentiale, siger Glasekspertens økonomidirektør Jesper Lund Hedegaard til avisen.
Den fuldautomatiske produktionslinje ligger i en 2800 kvadratmeter hal, som Glaseksperten fik opført i 2017, men den er ikke længere den nyeste hal i virksomheden. Ved siden af ligger endnu en hal på 7500 kvadratmeter, der netop er opført.
Selvom produktionslinjen kræver begrænset bemanding forventer Glaseksperten at øge staben fra nuværende 230 til 300 medarbejdere i løbet af de kommende år.