23948sdkhjf

Solgt: Verdens første svanemærkede bordplade er i produktion

- Vi er lidt høje over det. Nu er vi rigtig i gang.

Sådan lyder det fra Jakob Bressendorf, administrerende direktør i Horn Bordplader.

Udtalelsen siges med stor begejstring i stemmen, for Horn Bordplader har netop solgt sin første leverance af svanemærkede bordplader.

Det er ikke blot virksomhedens første salg af svanemærkede bordplader – men verdens første, fortæller Jakob Bressendorf til Wood Supply.

- Vi er sindssygt glade. Vi synes jo, at det er den rigtige vej at gå, siger direktøren, der drømmer om en endnu tydeligere grøn profil hos Horn Bordplader.
I alt er der solgt 46 bordplader til økolandsbyen Skråningen ved Lejre, der forventes klar til indflytning i 2019.

Og Jakob Bressendorf har selv planer om at smutte forbi landsbyen – så han med egne øjne kan se projektet og sine bordplader i brug.

Bæredygtig indsats
Tilbage i september lancerede Horn Bordplader den svanemærkede bordplade, som er en del af virksomhedens serie ”Green Collection”.

Serien er svanemærket, FSC-certificeret samt mærket med Indoor Air Comfort-certifikatet. Det sikrer, at serien har et markant mindre CO2-aftryk. Samtidig betyder mærkningerne også, at der har været gode arbejdsforhold for medarbejderne hele vejen gennem processen.

Og det er ikke en tilfældighed, at bordpladerne har så mange certificeringer:

- Det er en del af vores nedskrevne strategi, siger Jakob Bressendorf, og henviser til, at man lige nu er i gang med at gennemgå alle led i underleverandørernes produktion for at kunne nå endnu længere med at mindske CO2-aftrykket.

Han tror på, at den grønne omstilling både gavner miljøet og pengepungen hos Horn Bordplader.

Mere på vej 
Underleverandørerne til Green Collection har allerede styr på bæredygtigheden, og det er derfor Horn Bordpladers øvrige leverandører, som man lige nu er i dialog med.

- Leverandørerne skal have den samme begejstring for den grønne omstilling og se den samme forretningsmulighed, hvis det skal lykkes. Det håber vi selvfølgelig, at de får øjnene op for, siger Jakob Bressendorf.

Som det er nu er det dog ikke tilfældet alle steder, og selvom Horn Bordplader lige nu er enerådig med sin svanemærkede serie i træ, er man også opmærksom på, at tingene vil ændre sig i fremtiden.

- Vi bliver jo ikke ved med at være de eneste på markedet, men sådan er det lige nu. Vi håber, at andre kommer med på bølgen – det er til det bedste for miljøet, siger direktøren.

Produktionen af bordpladerne i egetræ begyndte i starten af november og leveres senest til nytår.

Økolandsbyen i Lejre opføres i træ af byggevirksomheden Casa.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096