23948sdkhjf

Møbelbæltet bliver smallere

Området Salling-Skive har i årevis været kendt som møbelbæltet. Dette kan stadig godt forsvares, men bæltet bliver smallere.
Regionen mister fortsat møbelvirksomheder og dermed også arbejdspladser. I 1997 beskæftigede 44 møbelvirksomheder i Salling 1.570 medarbejdere. De seneste tal viser, at der nu blot beskæftiges godt 1.000 medarbejdere på 29 virksomheder indenfor træ- og møbelindustrien, fremgår det af ErhvervsBladet.

Alene i år er beskæftigelsen faldet med 124 medarbejdere svarende til 11 pct. af arbejdsstyrken. Dermed er udviklingen i Salling langt mere alvorlig end den generelle udvikling for træ- og møbelindustrien herhjemme, hvor eksport og beskæftigelse trods alt klarer sig rimeligt. Direktøren for Salling Udviklingsråd, Morten Østergaard, er ikke i tvivl om, hvorfor udviklingen netop har ramt Salling så hårdt, skriver ErhvervsBladet.

- Jeg er sikker på, at den forholdsvis voldsomme tilbagegang skyldes, at der i Salling har været en koncentration af mellemstore møbelvirksomheder, der traditionelt har satset meget på det tyske marked. Netop de mellemstore virksomheder har ikke de store virksomheders volumenfordele, og de har heller ikke de små virksomheders fordele ved specialisering. De er ganske enkelt blevet klemt fra begge sider, siger Morten Østergaard til ErhvervsBladet.

For små tre år siden forsøgte tre skrantende møbelfabrikker at gå sammen i en fusion, Salling Group, netop for at få volumen, men forsøget mislykkedes i den forstand, at den fusionerede virksomhed gik konkurs efter blot ti måneder.

Fabrikslukninger er langt fra nogen ny foreteelse i området, men tidligere har man afværget de beskæftigelsesmæssige katastrofer, fordi andre virksomheder er rykket ind i de tomme lokaler og har skabt ny beskæftigelse. Bl.a. er Wiking Gulve A/S og Kastrup Træ-Alu Vinduet A/S rykket ind i en lukket fabriksbygning.

Men denne gang er situationen mere alvorlig. Dels har AV-koncernen Jamo i Glyngøre bebudet masseafskedigelser. Her mister 120 medarbejdere jobbet. Samtidig er fabrikslukningerne fortsat. Kilsø Møbler i Durup er lukket, Unistyle A/S i Durup nedlægger sin produktion, og det samme bliver tilfældet for en lokal afdeling af Thuka Furniture A/S, skriver ErhvervsBladet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111