Jysk med ny rekordomsætning: - Stadig masser af potentiale i fysiske butikker
Mere omsætning, flere kunder og masser af nye butikker.
2017/18 blev på mange måder et nyt rekordår for Jysk Nordic, som mandag morgen gav en lille forsmag på det årsregnskab, som offentliggøres til december.
Omsætningen landede på 16,1 mia. kroner, hvilket er 1,5 mia. kroner mere end året før, mens antallet af butikker er vokset med 82 til nu 1.249.
- Vi har igen i år vist, at der stadig er masser af potentiale i at tiltrække flere kunder til de fysiske butikker. Derfor vil Jysk også fortsætte med at åbne nye butikker, samtidig med at vi udvikler vores e-handel for at give kunderne mest mulig fleksibilitet, siger administrerende direktør Jan Bøgh i en pressemeddelelse.
Jysk Nordic er kædeselskabet bag butikkerne i Danmark og en lang række europæiske lande – dog ikke Tyskland.
Jan Bøgh og Jysk kan se tilbage på et år, som har været præget af markante investeringer. Et nyt og mere designorienteret butikskoncept har set dagens lys i 2017/18, hvor koncernen blandt andet også har udvidet distributionscenteret i Uldum og bygget et nyt i Bulgarien.