23948sdkhjf

Inwido satser digitalt: Nu skal vinduet åbnes med mobilen

Inden for de næste to år vil Europas største producent af vinduer, Inwido, satse på digitale løsninger, så vinduer og døre fremover kan styres via mobil og tablet.

- Vi mærker stigende efterspørgsel på intelligente designløsninger til vinduer og døre, der på samme måde som eksempelvis hjemmets lyd og lys kan styres fra telefonen, siger Asger Drewes Jørgensen, administrerende direktør i Inwido Danmark i en pressemeddelelse.

Virksomheden har lavet en undersøgelse blandt 3.000 boligejere, og resultaterne af den viser, at 33 procent af danskerne gerne vil investere i internetbaserede smart home løsninger til hjemmet. Den interesse for digitale løsninger har fået Inwido til at gøre den nye satsning.

Løsninger til private og erhverv
De digitale løsninger til døre og vinduer er allerede i begrænset omfang en del af Inwido-koncernens produktion.

Brandet Art Andersen CPH, der er en del af Inwido-koncernen, lancerede i 2017 den digitale persienne Copenhagen Blinds. Den er et eksempel på, hvordan Inwido fremadrettet vil integrere internetbaserede løsninger i fremtidige produkter.

Persiennen kan nemlig sikre den rette solafskærmning ved brug af en app, der også styrer hjemmets termostater og dermed sikrer gode rammer for et godt indeklima og varmeforbrug.

- På samme måde vil vi skabe andre sammenhænge i hjemmet. Det kan være ved at integrere funktioner som belysning og solafskærmning i en app, hvor man også kan tjekke, om alle husets døre og vinduer er lukkede, siger Asger Drews Jørgensen.

Den funktion vil ikke kun gavne privatkunder, men kan også være en stor hjælp til pedeller, rengøringsfolk og andre, der nemt kan undersøge, om vinduer og døre er lukket i en bygning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094