23948sdkhjf

Dansk ordning for miljøvaredeklarationer

Nu får Danmark også en national ordning for miljøvaredeklarationer. Målet med ordningen er, at få en ny og ensartet form for miljøkommunikation om et produkts miljøprofil. Det fokus, der i flere år har været internationalt på miljøvaredeklarationer, smitter nu også af på Danmark.
Formålet med miljøvaredeklarationer
Hensigten med miljøvaredeklarationerne er, at give oplysninger om de væsentligste miljøegenskaber ved et produkt i hele dets livsforløb. Deklarationer kan i princippet udarbejdes for alle produkter, såvel råvarer som færdige varer og serviceydelser. Miljøvaredeklarationen er et "resultatark", der formidler et produkts væsentligste miljøegenskaber i ord og talværdier.

Deklarationen vil være objektiv og ikke indeholde en vurdering af, om produktet er meget eller lidt miljøbelastende. På denne måde er miljøvaredeklarationer forskellige fra miljø- og energimærkeordninger som ikke angiver miljødata, men indikerer at produktets miljøbelastning ligger under et vist niveau. Miljøvaredeklarationer er derfor et supplement til miljø- og energimærker og anden miljørapportering og kan anvendes som et markedsføringsværktøj.

Etablering af ordningen
Den danske ordning vil blive frivillig og være internationalt orienteret, således at hvis og når der etableres EU-retningslinier og ISO-standarder, så er den danske ordning allerede koordineret med disse tiltag.

Opbygningen af ordningen vil ske over de næste tre år, hvor der bliver udarbejdet konkrete retningslinier og procedurer for brugen af ordningen og produktspecifikke retningslinier for udarbejdelsen og kontrol af miljøvaredeklarationerne. I denne sammenhæng vil der også blive udarbejdet en skabelon for indhold og layout af en miljøvaredeklaration.

I den samme periode skal der også fastlægges en organisation for ordningen og etableres en forretningsplan for fremtidig drift og udvikling af ordningen, herunder et forslag til finansiering af ordningen.

Endelig skal ordningen og dens retningslinier afprøves af en række virksomheder inden for nogle udvalgte produktgrupper. Det er endnu ikke afklaret hvilke produktgrupper ordningen vil lægge ud med, men det er hensigten at flere og flere produkter og services skal omfattes af ordningen.

Afprøvningen vil løbe over godt ét års tid med afslutning i efteråret 2006. Fra årsskiftet 2006/2007 skal ordningen være i drift og fungere uden støtte fra Miljøstyrelsen. Virksomheder og organisationer kan med det samme udarbejde miljøvaredeklarationer efter de produktspecifikke retningslinier, der er udviklet under afprøvningen og begynde udviklingen af produktspecifikke retningslinier for andre produktgrupper.

Læs mere om ordningen på http://www.mvd.dk

Konsortiet består af Erik K. Jørgensen A/S (EKJ), IPU, Dansk Standard, Svenska Miljöstyrningsrådet og Valør & Tinge A/S i tæt samarbejde med industrien.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078