23948sdkhjf

Tørken giver flottere juletræer i år

Juletræerne bliver flottere end sidste år. Men der bliver færre. Særligt nyplantede træer har haft det svært

Selv om man ikke forbinder badeture og lyse nætter med vintermørke og juletræer, har sommervejret stor betydning for, hvordan de salgsklare træer tager sig ud om et par måneder.

Og i år bliver træerne flottere end sidste år, fortæller Claus Jerram Christensen, der er direktør hos brancheorganisationen Danske Juletræer.

- Salgsklare træer har klaret tørken forbavsende godt. De har en mere mørkegrøn farve, end de plejer at have på nuværende tidspunkt. Så de står faktisk flot mange steder.

Men en del træer har ikke overlevet tørken. Og det betyder, at udbuddet af juletræer vil være mindre - omkring fem til ti procent - i år.

- Der er nogen steder med meget sandet jord, hvor også store træer er gået ud, fordi der ikke er vand. Derfor vil der være færre juletræer, men ikke så få, at hr. og fru Jensen ikke kan få et juletræ.

Danmark er Europas største eksportør af juletræer, og hvert år sendes ni millioner træer rundt i verden. Halvanden million bliver solgt herhjemme.

En af årsagerne til, at juletræerne har overlevet bedre end andre træarter, er, at nordmannsgranen er vant til varme somre, fordi den oprindeligt stammer fra Georgien og det østlige Tyrkiet.

Men det ændrer ikke ved, at de nyplantede juletræer har haft et dårligt år.

Træer, der er plantet i foråret - og i efteråret 2017 - har ikke etableret et ordentligt rodnet til at klare lange perioder uden regn, og det bliver dyrt for producenterne at rette op på.

- Planteafgangen er dyr at udbedre. Og det kan ikke opveje, at træerne ellers ser pæne ud.

Derfor mener Claus Jerram Christensen også, trods de flotte juletræer, at 2018 har været et dårligt år.

- Set med juletræsproducenternes øjne har det været et dårligere år end sidste år.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078