23948sdkhjf

Dansk ventilation valgt til norsk prestigeprojekt

Danske WindowMaster skal levere energirigtig indeklimaløsning til pragtbygning i Nydalen

En parkeringsplads i Nydalen, Norge skal ryddes for at gøre plads til det 10.000 kvadratmeter stor pragtbyggeri Gullhaug Torg 2A, som har store, grønne ambitioner.

Få måneder før det første spadestik tages, er det blevet besluttet, at automatisk naturlig ventilation fra WindowMaster skal være med til at opfylde partnernes målsætning om at reducere klimastyring af bygningen med energitunge ventilationsaggregater, og i stedet arbejde med en løsning, der kan tilpasse sig sit omkringliggende klima. 

Det skriver Window Master på sin hjemmeside.

Løsningen med automatisk naturlig ventilation skal bruges på etagerne med kontorer, som findes på 1. til 6. etage (med hybrid ventilation på de to første etager) i det 18 etagers høje kompleks.

En intelligent facade
Med den naturlige ventilationsløsning fra WindowMaster arbejdes der med trykforskelle i vinden på facaden, temperatur ude og inde samt indendørs CO2. Tilsammen fortæller data på disse parametre hvorledes facadevinduerne skal agere, og hvor meget luft der skal lukkes ind. Ydermere bruges der diffus loftsindblæsning i mødelokalerne med høj personbelastning til at opnå et behageligt indeklima med frisk luft selv om vinteren.

Om sommeren lukkes luften direkte ind gennem automatisk styrede højt placerede vinduer, mens luften om vinteren lukkes ind i finérkamre placeret i loftet gennem højt placerede automatiserede spjæld. Fra kamrene siver luften langsomt gennem perforeringer, hvilket eliminerer trækgener. 

De automatiserede vinduer, der bliver styret af en intelligent software, skal placeres højt i facaden, mens andre vinduer der kan åbnes manuelt placeres lavt. Ved at lukke luft ind via de højtsiddende vinduer undgår man træk i de kolde måneder, mens de lavt siddende vinduer til gengæld lukker en større luftmængde direkte ind om sommeren, hvor det kan være varmt.

0 kWh til ventilation, opvarmning og køling
Foruden en reduktion af det samlede energiforbrug fra materialer, transport og energi er et af målene også at købe 0 kWh til ventilation, opvarmning og køling. Derfor er der også kombineret forskellige bæredygtige teknikker. 

Ved at udnytte bygningens termiske masse samt gøre facaden ’intelligent’, bliver det muligt at holde indeklimaet og temperaturen på et behageligt niveau året rundt. Den lave vintersol vil opvarme den eksponerede bygningsmasse, mens der skal anvendes natkøling via de automatiserede vinduer om sommeren. 

Gullhaug Torg 2A, der kommer til at bestå af 5.000 kvadratmeter bolig, 4.500 kvadratmeter kontor og 500 kvadratmeter butikker, forventes at stå færdigt i 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093