23948sdkhjf

DM for lærlinge på TIMI 2004

Danmarks dygtigste møbel- og maskinsnedkerlærlinge kåres på den forestående træindustrimesse i Fredericia.
16 unge lærlinge viser deres kunnen, når Fredericia Messecenter fra 28. september til 2. oktober byder velkommen til træindustrimessen TIMI 2004. I et særligt indrettet konkurrenceområde midt i udstillingen vil otte møbelsnedkerlærlinge dyste om titlen som Danmarksmester, og det samme gør otte maskinsnedkerlærlinge ved siden af.

Konkurrencen arrangeres af Snedkerfagets Fællesudvalg og Træindustriens Uddannelsesudvalg.

Ud over den prestigefyldte titel venter der begge DM-vindere rejselegater på 10.000 kroner. Desuden rummer konkurrencen en ekstra gulerod for møbelsnedkerlærlingene: Den kommende Danmarksmester hér skal nemlig repræsentere Danmark ved VM i håndværk, som finder sted i Finland i maj næste år.

De to gange otte DM-kandidater er enten udpeget eller har vundet udtagelsesdyster på deres lokale tekniske skole.

Preben Jensen Tang, sekretariatsleder i Snedkerfagets Fællesudvalg, mener, TIMI-messerne er et godt forum for konkurrencerne:

- Der kommer mange tusinde fagfolk i messedagene, og de synes, det er sjovt og interessant at se de unge mennesker i aktion og opleve det niveau, de befinder sig på fagligt. Og omvendt er messen et godt udstillingsvindue, både for de unge mennesker og for de to uddannelser som sådan, forklarer Preben Jensen Tang, som er formand for den styregruppe, der tilrettelægger mesterskaberne.

Det er tredje gang, der afholdes DM i forbindelse med TIMI. Her en situation fra konkurrencen i 2002.Om DM-konkurrencerne, som afholdes for tredje gang, kan Preben Jensen Tang afsløre, at deltagerne skal arbejde med mahogni. Møbelsnedkerlærlingene skal fremstille et serviceskab efter bundet oplæg, mens maskinsnedkerlærlingene får til opgave at skabe et tv/dvd-bord. Alle får i øvrigt deres værk med hjem kvit og frit.

- Til slut vil to skuemestre bedømme resultaterne. De vil kigge på, om målene passer, samt på overfladebehandling, udførelse og helhedsindtryk, siger Preben Jensen Tang.

Han glæder sig altid til kåringerne, hvor DM-vindernes arbejdsgivere og familier naturligvis er svært tilfredse.

- Deres mestre er ofte så stolte, at de næsten ikke kan nå jorden, siger Preben Jensen Tang med et smil. Han understreger, at alle øvrige deltagere kommer på en flot andenplads i DM-konkurrencen.

Kilde: TIMI - www.timi.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078