Loungestolen Plateau, der er designet af Erik Magnussen og produceret af Engelbrechts A/S, er netop kåret som vinder af red dot award i kategorien ”product design 2011”.
Prisen kommer i kølvandet på et succesrigt år på markedet, hvor den 120 cm. høje loungestol har fået en lille ændring i designet.
Erik Magnussen besluttede i slutningen af 2010 at ændre foden på stolen, dels for i højere grad at understrege stolens form, og dels for at skabe et mere luftigt, enkelt og moderne udtryk. Den nye drejefod er produceret i højglanspoleret aluminium.
Red dot er én af Europas mest prestigefyldte designpriser og kategorien product design har været uddelt siden 1955.