23948sdkhjf

Industrien bygger bro til Rusland

Rusland står formentlig foran optagelse i verdenshandelsorganisationen WTO med virkning fra slutningen af 2005, skriver DI Business i deres seneste nummer.
Det åbner adskillige perspektiver for dansk erhvervsliv, fremhæver organisationen, som også konstaterer, at der har været et stigende antal liberaliseringer og en massiv restrukturering af økonomien.

På Russia Net vil organisationen give medlemsskaren adgang til informationer om landet og lære af andres erfaringer inden for eksport, sourcing, etablering med mere. Nettet åbner også mulighed for at melde om problemer, som DI i samspil med relevante myndigheder vil søge at afhjælpe. Henover sommeren har organisationen eksempelvis søgt at afklare de forventede toldsatser for en række produkter, når Rusland optages i WTO.

Johnny Ohgrøn Hansen fra DI International Business Development slår ifølge DI Business på, at virksomheder, der vil have succes og vækst i Rusland, skal se nærmere på de regionale muligheder. Ved at tænke ud over metropolerne Moskva og Skt. Petersborg kan man finde 11 andre millionbyer. De er hovedsageligt koncentreret omkring Uralbjergene og langs Volgafloden syd for Moskva. Her kan man finde masser af købekraft, lavere konkurrence og industrier med likvide midler, fremhæver han.

I forlængelse af artiklen informeres om en konference om Rusland, som DI afvikler onsdag den 8. september i Industriens Hus i København. Her sættes spot på virksomhedserfaringer med det russiske marked, forventningerne til markedet og den politiske udvikling.

Kilde: Jern- og Maskinindustrien

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047