23948sdkhjf

Nyt regnskab: Stort vækstår for Andersen - men ikke på bundlinjen

Selv om Andersen Furniture på papiret viser et lavere resultat end forrige år, er der stor tilfredshed hos møbel- og interiørproducenten i Hinnerup ved Aarhus.

Nok er overskuddet faldet med cirka 400.000 kroner og ender på et ganske lille plus. Men direktør Poul Frandsen glæder sig over en omsætningsvækst i 2017 på 20 procent, for det er vigtigst:

- De penge, vi tjener, kunne vi have lagt fra til ejerne, men vi går efter væksten. Det er et valg, vi har truffet, siger han til Wood Supply.

Dels har Andersen Furniture investeret i nye produkter, som skal øge salget. Dels er der investeret kraftigt i tilstedeværelsen på europæiske nærmarkeder. Mens salget i Danmark er steget ganske marginalt, er eksporten steget med mellem 35 og 40 procent. I nogle lande blev omsætningen fordoblet i 2017.

Produktudvikling i midten

Han nævner markeder som Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og Storbritannien.

- Vi investerer i den vækst, fordi vi tror, at man i fremtiden skal have en vis størrelse. Lancerer man en ny plaststol, koster formen en halv million kroner, og sælger man for få styk, har man for store startomkostninger. Vores kunder bliver også større og mere professionelle. De stiller nogle større krav, som vi skal honorere, siger Poul Frandsen.

På det danske hjemmemarked ser Andersen Furniture især et vækstpotentiale på kontraktmarkedet, hvor firmaet nu samarbejder med store og mellemstore indretningsfirmaer.

På produktsiden vil Andersen Furniture især fokusere på småmøbler. I dag består sortimentet især af store møbler og småt interiør. Nu kommer der fokus på mellemkategorien, varsler Poul Frandsen.

Og forventningen til 2018? Poul Frandsen forventer, at omsætningsvæksten fortsætter. Og de penge, der tjenes, vil fortsat blive brugt på at kunne vokse yderligere.

Danmark skal vænnes

Andersen Furniture har dels produktion på egen adresse i Hinnerup, men har især i de senere år øget forbruget markant af underleverancer fra eksterne producenter.

Det er sket som en helt bevidst transformation af virksomheden fra traditionel møbelfabrik og til designvirksomhed. En transformation som især er lykkedes i udlandet.

- I Holland har de ikke kendt det gamle Brødrene Andersen, men det har de i Danmark, og her tager det tid at ændre kundernes opfattelse af os. Mange opfatter os stadig som et traditionelt snedkeri, selv om vi er et designhus med en smule produktion.

Hvordan ændrer man det danske markeds opfattelse?

- Man skal bare blive ved. Det er det, vi gør. Der findes intet quick fix, siger Poul Frandsen.

Andersen Furniture A/S
mio. kr. 2017 2016
Bruttoresultat 18,3 16,4
Resultat af primær drift 0,9 1,2
Resultat før skat 0,2 0,6
Årets resultat 0,1 0,5
Balancesum 29,6 24,2
Egenkapital 5,3 5,2
Antal ansatte 39 33
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14