23948sdkhjf

Tysk opsving giver danske ordrer

11 danske udstillere deltager i ZOW-messen i tyske Bad Salzuflen, hvor stemningen er særdeles positiv efter mange seriøse henvendelser på messens første dage.
Ikke 4, men hele 11 danske virksomheder har fundet vej til ZOW i tyske Bad Salzuflen. Hos Wood Supply beklager vi at have bragt fejlagtige oplysninger i tirsdagens artikel om den danske deltagelse på ZOW.

11 danske virksomheder har fundet vej til ZOW
Lis Nørgard har siden 1999 været organisator af den danske fællesstand på den tyske underleverandørmesse. Hun bekræfter, at der i år er 11 virksomheder på fællesstanden.

Virksomhederne er henholdsvis Ansager, Bramming Plast-Industri, Camo Leathers, Compfitt, Front-z, Furnipart, Herning Massivtræ, HT Bendix, Linimatic, Nissenpack og Vonsild.

Tysk opsving gavner danskerne
Lis Nørgård fortælller videre til Wood Supply, at danskernes stand i år har stor bevågenhed fra de besøgende.

Det skyldes i høj grad virksomhedernes ihærdige forarbejde inden messen samt et helt nyt lay-out på selve standen. Og det tyske opsving har også stor betydning for den positive stemning:

- Det tyske opsving mærkes virkelig her på messen. Der er en super god stemning og besøgstallene er i top. Mandag var der ca. 3.000 gæster og tirsdag var hallerne igen fyldte, så tallet må ligge noget over førstedagens, lyder Lis Nørgårds konklusion.

Stor interesse fra tyske køkkenproducenter
HT Bendix, der fremstiller beslag og tilbehør til møbel-, køkken- og træindustrien udstiller i år for 10. gang på den danske fællesstand:

- Såvel kvantiteten, men især kvaliteten af gæsterne har været over al forventning. De tyske køkkenproducenter har allerede været forbi på de to første dage, så vi er igen meget tilfredse med messeforløbet, lyder det fra salgskonsulent Jan Juncker.

Tæt på finsk gennembrud
Også Front-z, der er totalleverandør af færdigbearbejdede MDF-låger og -komponenter, er mangeårig deltager på ZOW.

Direktør Henrik Linneberg melder allerede på messens førstedag om ”full-house”:

- Adskillige af de største tyske køkkenproducenter har allerede lagt deres vej forbi, og vi er tæt på at få et større gennembrud på det finske marked. Så efter de to første dage er vi meget tilfredse med fremmødet, fortæller direktøren.

Skaber gode kontakter
Bramming Plast-Industri er en af de nye udstillere på ZOW. Virksomheden deltog for første gang i 2010, og her fik salgskonsulent Torben Haahr Madsen mange gode kontakter. En af kontakterne er efterfølgende mundet ud i et konkret samarbejde med en stor tysk polstermøbelproducent.

Derfor er producenten af skumplast til møbelproducenterne selvfølgelig også til stede i år:

- I år har besøget på vores stand været meget godt og jeg glæder mig til at gå i gang med opfølgningen og udarbejdelsen af tilbud, lyder det positivt fra Torben Haahr Madsen, der er ansvarlig for salget på det europæiske marked.

ZOW varer til og med torsdag den 17. februar.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094