23948sdkhjf

DFI-Geisler lander historisk overskud

Bordpladeproducenten DFI-Geisler kom ud af 2017 med det største overskud i virksomhedens historie. Væksten fortsætter i 2018, forudser direktør

Skandinaviens førende bordpladeproducent, DFI-Geisler fra Mors, kan igen præsentere et stærkt regnskab med positiv fremgang.

Årets resultat lander på 30,5 millioner kroner - det største i virksomhedens historie og tæt på en firdobling af overskuddet fra 2010. Bruttofortjenesten blev i 2017 85 millioner kroner.

Ifølge administrerende direktør Lars Langkjær har virksomheden i 2017 nydt godt af det opsving, som hele køkkenbranchen har oplevet. Dertil ser det ud til, at pengene sidder lidt løsere i lommerne på forbrugerne, når de skal vælge bordpladen til deres nye køkken.

- Vi kan se, at vores gennemsnitlige ordreværdi igen er steget fra år 2016 til 2017, så forbrugerne er begyndt at købe dyrere bordplader, fortæller Lars Langkjær i en pressemeddelelse.

Forventer tocifrede vækstrater i 2018

Foruden vækstbølgen i køkkenbranchen er man hos DFI-Geisler lykkedes med en række effektivitetsforbedringer, ligesom de investeringer, virksomheden har lavet i maskiner de seneste år, nu kan aflæses på bundlinjen.

Investeringerne i højteknologiske maskiner vil fortsætte i de kommende år, hvor produktionsfaciliteterne vil blive udbygget.

DFI-Geisler har således ingen planer om at hvile på laurbærrene og har allerede igangsat en strategiplan, som skal øge væksten i 2018, hvor virksomheden ifølge Lars Langkjær forventer tocifrede vækstrater.

Overtager produktion fra søsterselskab

Vækstplanerne er blandt andet baseret på en netop indgået aftale med søsterselskabet Ballingslöv AB i Sverige.

Aftalen indebærer, at DFI-Geisler overtager Ballingslöv AB’s egenproduktion af laminatbordplader, hvilket betyder en samlet stigning på cirka 500 laminatbordplader hver uge, som skal produceres og leveres fra fabrikken på Mors. En produktion, der indtil i dag har ligget i Sverige.

- Man bliver da stolt over, at det nu endelig lykkedes at komme så langt, at det kan betale sig at flytte en så stor produktion til Mors frem for at producere det i Sverige. Det betyder, at vi fremover skal producere for cirka 20 millioner kroner laminatbordplader ekstra om året, og vi har derfor påbegyndt ansættelsen af yderligere 10 medarbejdere i produktionen, fortæller Lars Langkjær.  

DFI-Geisler er ejet af den svenske koncern Ballingslöv International.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.39