23948sdkhjf

Designkonkurrence med intelligente tekstiler

Et nyt ambitiøst projekt skal sætte Danmark på verdenskortet, når det gælder intelligente tekstiler. Projektet indledes med en international designkonkurrence.
Studerende fra ind- og udland inviteres til at deltage, og vinderen udpeges den 12. maj, når TEKO i Herning inviterer danske og internationale virksomheder og eksperter til Danmark for at udveksle erfaringer inden for arbejdet med intelligente tekstiler.

Mange rynker uforstående på næsen, når de hører begrebet 'intelligente tekstiler'. Området er da også indtil videre et nichefelt, men vil inden for få år være på alles læber.

Danmark i front
Det spår TEKO Center i Herning, og står det til dem, skal Danmark være allerforrest, når danske og internationale virksomheder i stor stil begynder at investere i intelligente tekstiler.

- Vi iværksætter en international designkonkurrencen, fordi dem kan være med til at sætte de studerendes ideer i cirkulation. Hvis Danmark skal gøre sig internationalt bemærket, så skal de studerende også være med som et af de første led i fødekæden, siger Hanne Troels Jensen, centerchef for Videncenter for Intelligente Tekstiler.

Opbakning fra Fonden til Markedsføring af Danmark
Designkonkurrencen er et led i det mest ambitiøse projekt med intelligente tekstiler nogensinde - både her og i udlandet. Projektet går under navnet Future Textiles.

Her er 35-40 af verdens førende eksperter inden for området inviteret til at udveksle ideer og viden inden for intelligente tekstiler.

Udstillingen Pretty Smart Textiles fra Holland sætter fokus på koblinger mellem mode, tekstiler og teknologi. Workshops, seminarer og master class er målrettet virksomheder, studerende og undervisere fra både ind- og udland, og designkonkurrencen skal bringe det bedste bud inden for feltet.

Future Textiles har et budget på tre millioner kroner og er støttet af Fonden til Markedsføring af Danmark, der er en del af regeringens
Handlingsplan for offensive global markedsføring af Danmark. Formand for fonden, Jørgen Tandrup, siger om projektet:

- Jeg er stolt over, at Fonden til Markedsføring af Danmark har givet støtte til, at Danmark kan huse det mest ambitiøse projekt til dato inden for intelligente tekstiler. Et arrangement af denne kaliber kan være med til at sætte Danmark på verdenskortet og give dansk erhvervsliv et forspring, når det gælder intelligente tekstiler. På lang sigt betyder det øget vækst og flere arbejdspladser.

Kort om designkonkurrencen og Future Textiles
Designkonkurrencen udskrives 1. februar. Sidste frist for indlevering af forslag er 4. april.

Fem finalister bliver herefter valgt, og offentliggørelsen af vinderen finder sted den 12. maj på TEKO i Herning under et stort anlagt Expert Summit, hvor de fem finalister får lejlighed til at demonstrere deres produkter for virksomheder og eksperter fra ind- og udland.

I ugerne op til, under og efter huser TEKO samtidig den hollandske udstilling Pretty Smart Textiles, som demonstrerer de mange muligheder, der opstår, når teknologi og tekstiler kobles.

Læs mere om: TEKO
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078