23948sdkhjf

Massivtræ står højt på danskernes bolig-ønskeliste

Flere producenter oplever stigende efterspørgsel på massivtræ i køkkenet. Fremtidsforsker peger på bæredygtighed som vigtig årsag.

Danskernes forskrækkelse over at skulle behandle og vedligeholde en træbordplade er forsvundet og afløst af glæden ved at have et 100 procent naturligt materiale i køkkenet.

Det oplever i hvert fald Skandinaviens førende bordpladeproducent, DFI-Geisler, der beretter om en stigende efterspørgsel på massive træbordplader.

- Forbrugeren vil gerne have varme og liv i køkkenet. Massivtræ er favorit hos de mange kunder, som umiddelbart vælger med hjertet, og vi ser kunder i hele prisspektret, som vælger massivtræ til deres nye køkken, fortæller Carsten Bøegh, produktchef hos DFI-Geisler, i en pressemeddelelse.

Træet skal helt frem i lyset

Samme oplevelse har man hos køkkenproducenten JKE.

Producenten bygger sine køkkener på nordiske designtraditioner og oplever ligeledes en stærk kærlighed for træ i køkkenet. Efterspørgslen efter massive trælåger er vokset, og træskuffer må i dag gerne komme helt frem i lyset. 

- Vi laver fingertappede massive egetræsskuffer, og forbrugerne er tit så begejstrede for de lækre skuffer, at de ikke ’bare’ skal gemmes væk bag en låge. Rigtig mange vil gerne have skufferne som ’udvendige’ skuffer – altså uden låger foran, siger marketingdirektør i JKE, Helle Fyllgraf, i en pressemeddelelse.

Nye materialer kan trende

Ifølge Carsten Bøegh fra DFI-Geisler er eg fortsat populær blandt kunderne, men også ask ligger højt på hitlisten i Norden. 

Dertil forudser han, at det mørke og brune i form af valnød vil få en opblomstring inden længe på grund af dets eksklusive look, mens også bambus spås en lys fremtid - ikke mindst hos de kunder, som går op i naturen og bæredygtighed. 

Fremtidsforsker Mette Sillesen er ikke overrasket over, at danskerne har fået lyst til massivtræ igen, når de skal vælge ny bordplade til deres køkken.

- Det er et naturligt og unikt materiale, og det gør ikke noget, at det får patina ved, at vi bruger det. Det er med til at vise, at vi arbejder i køkkenet og hygger os der, forklarer hun.

Bæredygtighed er vigtigt

Derudover peger Mette Sillesen på, at bæredygtighed kan være en vigtig faktor for, hvorfor massivtræ igen er blevet populært - også i køkkenet.

- Bæredygtighed betyder meget for forbrugerne her i Norden, og man vil gerne kunne signalere, at man ikke bare tænker på sig selv, men også på naturen, siger Mette Sillesen.

Hun understreger dog, at det ikke er et ’enten-eller’ med træ eller eksempelvis en hvid skabsvæg. Danskerne ser også gerne træ i køkkenet blandet med andre materialer. 

- Træet i køkkenet giver dybde og karakter samt lidt hule-stemning til rummet, så der er rart og hyggeligt at være i køkkenet, mens for eksempel en hvid skabsvæg giver oplevelsen af renhed, som vi også gerne vil have. Derfor går træ rigtigt fint sammen med det hvide, siger Mette Sillesen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.266