23948sdkhjf

Interiørfirma har relanceret sig selv: Vil tyvedoble omsætningen på fem år

Da den fynske interiørvirksomhed Gejst etablerede sig på markedet for snart fem år siden, var det med en forretningsplan baseret på følelser og en iværksætterånd, som betød, at partnerne bag helst påtog sig alle opgaver selv.

I dag ser det anderledes ud. Meget design bliver lavet af eksterne designere, virksomheden har fået detaljerede budgetter, tidsplaner og strategier, og målet er nu at komme op og tage markedsandele fra store brands som Normann Copenhagen, Hay og Muuto.

Det skriver Fyens.dk

- Omsætningen skal stige år for år. Ambitionerne er store, og hvis vi kigger fem år frem, er det måske en tyvedobling, siger kommerciel direktør Thomas Heunicke.

Produkter skulle ud over rampen

Thomas Heunicke trådte ind i firmaet i august sidste år. På det tidspunkt var direktør Søren Nielsen nået til den erkendelse, at virksomheden blev nødt til at gøre noget.

- Hvis vi skulle videre, var vi nødt til at have nogle indspark på nogle kernekompetencer som salg og markedsføring (...) Det hjælper ikke noget at udvikle nogle flotte produkter, hvis de ikke kommer ud over rampen, siger Søren Nielsen til Fyens Stiftstidende.

Et mere fokuseret sortiment

Siden da har Gejst vendt hele virksomheden på hovedet. Sortimentet er halveret, der er skiftet hjemmeside og logo, og firmaet er flyttet ind i nye lokaler. Dermed har virksomheden forsøgt at skabe et brand med et mere fokuseret sortiment, som kun har få komponenter og kerneprodukter tilbage.

- Alt var oppe at vende og kun det stærkeste fik lov at stå tilbage, siger Søren Nielsen, der dog ikke har mest sin iværksættergejst.

- Gejsten er lige så stor nu, som den altid har været. Det er bare nogle andre ting, der begejstrer mig nu, siger han.

Gejst blev grundlagt i maj 2013 af Søren Nielsen og Niels Grubak Iversen. I begyndelsen af året trådte Niels Grubak Iversen dog ud af virksomheden, mens Thomas Heunicke blev medejer og trådte ind i direktionen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079