23948sdkhjf

Nordvestjysk firma splittes i to

Nystiftede MBA Inventar har med virkning fra årsskiftet overtaget inventar-afdelingen i Ramsing Tømrer & Maskinsnedkeri.
Efter tre år som medejer har Martin Brogren Andersen købt inventardelen ud af Spøttrup-firmaet Ramsing Tømrer & Maskinsnedkeri.

Overtagelsen sker på baggrund af et ønske om at øge fokus på produktion og salg af specialinventar – et område som de senere år er blevet nedprioriteret i forhold til tømrer-afdelingen.

Maskinsnedkerafdelingen har tidligere beskæftiget 12 ansatte, men finanskrise og manglende fokus har de senere år medført en reduktion i medarbejderstaben.

Nu starter man på en frisk – med Martin Brogren Andersen som ejer og direktør, Troels Kristensen som salgschef samt Karl-Johan Bertel som værkfører og ansvarlig for fem mand i produktionen, der ganske som hidtil er at finde på Ringvej 10 i Lem.

Bredere kundegruppe spreder risikoen
MBA Inventar har traditionelt arbejdet som underleverandør af specialløsninger til andre inventarproducenter, men da krisen kom, hev flere af kunderne produktionen hjem til sig selv. Derfor har udfordringen været at genfinde fodfæstet, og virksomheden henvender sig nu til en bredere kundegruppe end tidligere:

- Vi vil stadig være underleverandør til andre producenter, men vi ønsker samtidig at sprede risikoen. Det betyder, at vi også har fokus på bl.a. arkitekter, designere og indretningsarkitekter, som ofte har brug for specialinventar til konkrete opgaver, forklarer salgschef Troels Kristensen.

Salgschefen, der bl.a. har en baggrund som butikschef hos Invita Køkken i Skive, blev ansat i september 2010. Målet med ansættelsen har været at systematisere arbejdet med salg og markedsføring, og det har givet bonus.

Således er det indtil videre lykkedes at fordoble den aktive kundeportefølje, og det skaber grobund for optimisme i det ’nye’ firma:

- Siden september har jeg brugt tiden på at besøge kunder – nye som gamle – og de har taget godt imod os, fortæller Troels Kristensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079