Dansk design må ikke gemmes væk på en øde ø
René Foli er Uddannelses- og Forskningschef på læreanstalten VIA Design og Business i Herning.
En hektisk modeuge satte igen ild i snakken om, at nu må Danmark da rykke. At vi som designnation skal forske endnu mere og skabe større og stærkere miljøer. Et stort designuniversitet presser sig endda på, mener nogen.
Jeg er uenig.
For modellerne på podiet viser blot dele af, hvorfor vi danskere er så dygtige til design. Ja. Designerne har leveret varen, for de er vanvittig dygtige; jeg er stor fan! Men der er mange andre fagligheder, som også bør stå på rulleteksterne efter et veloverstået show: Indkøberen, som har købt taktisk rigtigt hjem. Sælgeren, der forstår at formidle brandets dna. Retaileren, som bygger butikken strategisk rigtigt op. Og jeg kunne blive ved, for dansk design er en holdsport, hvor alle på banen leverer det ypperste for at opnå point.
Når jeg i messegangene hører ’design’, ’design’, ’design’, sidder der en abe på min skulder, som hvisker ’pas nu på, at der ikke går æstetisk indavl i det’ i mit øre. For hvis vi rendyrker design på bekostning af de mange andre fagligheder, som er en del af succesen, så er jeg alvorligt bekymret for, at vi fejler.
Nej – design er ikke svaret på alt.
Design akademiseres i disse år. Ph.d.´er udklækkes og videncentre spiller forskning, ekspertise og ny viden på banen. Jeg er selv en del af en uddannelsesinstitution, som derigennem opnår bedre resultater til gavn for både studerende og de virksomheder, de senere skal ud i. Det er rigtig godt – og det er, som det skal være.
Men jeg tror, at vi skal passe på med at tro, at design er svaret på alt. Magien opstår først rigtigt i samspil med andre fagligheder. Design skal formidle – men også formidles. Design skal sælge – men også sælges. Og det er som regel vidt forskellige mennesketyper, der behersker de forskellige discipliner. Uddannelsesverdenen må ikke grave grøfter imellem fagligheder ved at isolere sig, fx på et designuniversitet. I stedet skal vi bygge broer, så sælgeren forstår designerens tanker bag produktet og designeren imødekommer sælgerens afhængighed af salgbarhed.
Hvis de ikke forstår hinanden, slår det gnister. Efter mange år på en brancheskole, og som en del af professionshøjskolemiljøerne, ved jeg, at de gnister er unødvendige. For det er gensidig forståelse for hinandens fagområder, der skal bære dansk design videre.
Uddannelse skal ske i øjenhøjde med virksomheder.
I den forløbne modeuge har jeg haft fornøjelsen af at tale med et væld af virksomheder. Jeg bliver glad indeni, når de fortæller, hvor meget f.eks. beklædningshåndværkere eller modelkonstruktører betyder for dem, fordi de bidrager med en stærk faglighed og et konstruktivt mind set. Jeg kan høre, at studerende, som uddannes tæt på virksomhederne og deres behov, får en faglig dannelse, der gør en reel og mærkbar forskel i branchens hverdag.
Virksomheder skal naturligvis kunne forvente af samfundet – og dermed uddannelsesinstitutionerne – at vi tilfører ny viden. Og vi skal bestemt ikke bare nikke og give, hvad der bliver bedt om. Vi skal tiltrække internationale forskere og skabe stærke miljøer, som udfordrer, giver modspil og går i dialog, når virksomheden søger os for viden, inspiration og udvikling.
Derfor må vi tænke uddannelsesholistisk og anerkende, at produktions- og businesskompetencer nødvendigvis skal være integreret i designuddannelserne, så de studerende dannes i samspil med hinanden. Det er et selvmål at isolere designfagligheden.
Min pointe er ikke et opgør med designfaglighed. Men dansk designs succes har brug for, at udviklingen sker i øjenhøjde med virksomhederne og at vi sikrer dem et ’både-og’. Kun på den måde kan vi som designnation blive ved med at score mål.
Artiklen er en del af temaet Kommentar.