Tak for kampen - Kamprad
Af David Wedege
Mindeord: Godt kæmpet, Ingvar Kamprad - din Kamp-rad.
Han både kæmpede og var en rad - en snu én.
Da han i 1958 åbnede sit første Ikea-varehus i den beskedne flække Älmhult i Småland, kunne møbelbranchen i Sverige ane, hvad der var på færde. Ikea var kommet til verden for at vænne kunderne til lavpriser.
Konkurrenterne ville selvfølgelig knuse den smålandske opkomling. De fik ham sortlistet fra den årlige møbelmesse, og Ingvar Kamprad måtte derfor rulle sig ind i et gulvtæppe og skjule sig i en varebil, som passerede en vagtpost.
Dermed blev han simpelthen smuglet ind ad bagdøren til messen.
Men alligevel forgæves. For de svenske møbelproducenter på messen, han ønskede sig som Ikea-leverandører, ville ikke tale med Ingvar Kamprad, som måtte kæmpe videre for sin idé.
Han drog til Danmark for at finde leverandører, men rygtet om smadremanden fra Småland havde bredt sig, og en enig dansk møbelbranche sluttede sig til svenskernes boykot: Her skulle han heller ikke komme og ødelægge møbelbranchen.
Hvor de fleste ræve har 2 udgange, havde Kamprad dog 3. Leverandører måtte findes. Leverandører blev fundet i 1961 i den statsdrevne møbelindustri i det kommunistiske Polen, og Kamprads polske forbindelse åbnede en ren Pandoras æske for en måbende og rystet møbelbranche i Sverige. Og senere også i lande, som Ikea bredte sig til.
Den etablerede møbelbranches sidste argument var kvalitet. Det holdt indtil 1964, hvor det svenske boligmagasin Allt i Hemmet foretog en omfattende holdbarhedstest af det svenske markeds konsummøbler. Og fandt at Ikea-møbler i mange tilfælde klarede flere strabadser end den etablerede møbelbranches dyrere møbler.
Det er en populær frase i Sverige, at "Tage Erlander byggede folkehjemmet - Ingvar Kamprad møblerede det".
Erlander var Sveriges mangeårige statsminister i efterkrigstiden. Folkehjemmet et svensk parallelbegreb til velfærdssamfundet.
At møblerne var tæt knyttet til en velfærdsdrøm og et velfærdssystem var både virkelighed og illusion.
For baggrunden for de prisbillige møblers tilgængelighed var ofte lavere lønninger, end man kunne være den svenske arbejder bekendt, og efterhånden gav Kamprads østblokforbindelse også ridser i melaminen.
Ikea har fået sine hug for at købe møbler ind, som var fremstillet af politiske fanger i østtyske fængsler.
En anden skramme fik Ingvar Kamprad for sin ungdomsfortid som partinazist. Med til historien hører det, at kvarttyske Kamprad havde familie i det tysktalende Sudeterland, som Hitler-Tyskland i 1938 erobrede fra Tjekkoslovakiet, og hvor de etniske tyskere tog imod det som en befrielse.
Ingvar Kamprad gentog det mange gange i sit liv: Det nazistiske medlemsskab var hans livs fiasko. En dumhed uden nogen som helst lige. I et åbent brev bad han om tilgivelse hos sine jødiske ansatte.
Til gengæld forsvarede han skattetænkning af sine selskaber og sit personlige skattely i Schweiz, og det accepterede en ellers velopdraget svensk befolkning. For det var egentlig ret smålandsk gjort af bondeknøsen fra Småland, som til sin død har nægtet enhver tanke om nogensinde at børsnotere det, svenskerne kalder for "verdens største småforetagende".
Ingvar Kamprad passede bare godt på sine penge, ruttede aldrig med dem og købte aldrig noget for sjov. Og da han i 2013 flyttede hjem til Älmhult-egnen i Småland, flyttede han ind i et temmelig gennemsnitligt landhus.
Både Dannebrog og det svenske flag var på halvt uden for danske Ikea-varehuse, da nyheden om Ingvar Kamprads død, 91 år gammel, blev kendt søndag.
Populær til det sidste og elsket trods alt. For at være Ingvar fra Älmhult.