23948sdkhjf

Der er japansk kvalitetsære i Nofus Vietnam-produktion

- Man sender ikke bare en tegning og får noget som helst tilbage, der ligner kvalitet.

Bertil Stam havde boet i 10 år i Vietnam og været chefdesigner for Scancoms udemøbler, da han havde en indestængt trang til at lave stuemøbler.

Virksomheden slap ham delvis fri. Det blev en succes, og fra sin stol i Vietnam, lykkedes det danskeren at komme igennem med sit design til virksomheder som Bolia, BoConcept og Ikea.

Nu har han rundet 1000 solgte møbler med sit helt eget brand - Nofu - som laver moderne nordisk design med vietnamesisk ordreproduktion.

Kvalitet en æressag

Selve forudsætningen var at finde en vietnamesisk underleverandør, som forstår sig på nøjagtig den kvalitet, som forventes.

- Man sender ikke bare en tegning og får noget som helst tilbage, der ligner kvalitet.

Så Bertil Stam har allieret sig med en møbelsnedker i Vietnam, der er udlært i Japan og leverer til Japan. Et aftagerland med kræsenhed og meget høje krav. 

- I Japan er høj kvalitet en æressag, Har man lovet kvalitet og kan ikke holde det, så taber man ansigt. At tabe ansigt er jo det værste, man kan i Japan, siger Bertil Stam.

Keypoints er nøgleordet

For at opnå den ønskede kvalitet i møblerne har Bertil Stam brugt mange kræfter på indkøring og på at få medarbejderne til at forstå, hvor kvaliteten skal være i orden.

Bertil Stam viser en loungestol med hynder som et eksempel. I den stol har han defineret en række såkaldte keypoints, som alle håndværkerne i processen skal kende.

For eksempel skal samlingen, hvor armlæn møder de forreste stoleben, passe fuldstændigt. Det er ikke vigtigt, at de passer fra begyndelsen. Men så skal afpudsningen få samlingen til at flugte.

Selvkørende nu

Som industriel designer er Bertil Stam vant til at måle såkaldte tolerancer ind i sine tegninger. Noget, man kunne kalde for tilladte afgivelser i målene. Det har han ikke gjort med sine Nofu-møbler, der består af delvis CNC- og håndfremstillede komponenter.

- Det har været en langsommelig og dyr proces at få alting i orden, men når det først er implementeret, så kører det bare, og jeg behøver ikke længere at stå derude og holde øje med, hvad de laver, siger han.

Bertil Stam har valgt at fremstille hele serien i ask, men på længere sigt kunne han sagtens forestille sig, at flere træsorter kom i spil. Med en lys og hård træsort som ask bruger han et pålideligt materiale, som er kønt i sig selv og som kan males og bejdses.

At holde sig til én træsort er også en prisstrategi.

- Det gør, at vi kan købe stort ind ad gangen og opnå en vis mængderabat. Det hjælper også til, at vi kan holde prissætningen attraktiv, siger han.

Læs mere om: Nofu
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078