Designmuseets stoleudstilling er som stærk koncentrat på dåse
Af David Wedege
"The Danish Chair - An International Affair" - Designmusen Danmark, Bredgade 68, København. Udstillingen åbnede i december 2016 og er permanent. Se åbningstider.
At skulle vælge 110 stole, der fortæller noget om Danmark og placere dem i et nærmest rørformet rum på det nationale designmuseum er næsten at træde der, hvor engle næsten ikke tør.
For hvem vover at vrage Arne Jacobsens ikoniske Svanestol og udstille et tysk værk som Mies Van Der Rohes Barcelona-stol?
Designmuseum Danmark gør med udstillingen "The Danish Chair - An International Affair" - en permanent udstilling, som nu kan fejre sin 1-årsdag.
Og der er mening nok.
For det er ikke en hitliste og ikke en loge, ikke en nationalkanon.
Designmuseets permanente udstilling er en stor kulturhistorisk fortælling, fortalt på meget lidt plads og hvor Danmark ingen som helst osteklokke er. Men en celle i en større organisme.
I et ganske lille rum er der fundet plads til 110 stole, som fylder fra gulv til loft i et omsluttet univers, ser man slægtskabene mellem fortidens forlæg og de viderebearbejdninger, som danske møbelarkitekter foretog i det 20. århundrede.
Og det er kort sagt dét, som udstillingen egentlig vil. Opløse enhver myte om den geniale danske streg. Og med eksemplers magt vise, hvad formgivning i grunden er: Nemlig alt muligt andet end mystisk inspireret frihåndsfantasi.
Man ser den sydeuropæiske almuestol med fletsæde af søgræs, som Kaare Klint (1888-1954) forfinede til det, der er kendt som Kirkestolen og som blev skabt til Grundtvigskirken.
Og hvordan Børge Mogensen raffinerede det grove forlæg til en industriel og strømlinet snedkerproduktion, vi kender i hans "Folkestol", J39. og hvordan dén stol inspirerede britiske Jasper Morrison til at skabe en yderligere mutation med en stærkt Mogensen-inspireret model, der bruger ryglæn af plast.
Udstillingen kommer rundt om hovedtyperne i dansk stolekunst. Man ser eksempelvis også karmstolen i en udgave af N.A. Abildgaard fra 1790, og man ser Kaare Klints og Hans J. Wegners viderefortolkninger i det, der populært er kendt som "runde stole".
En artig museumsgenstand er Poul Kjærholms stålgitterkonstruktion fra 1953, som sidste i 60'erne dukkede op på markedet som Verner Pantons plaststøbte ikon. Det er har været omdiskuteret, om The Panton Chair i virkeligheden er plagiat.
Der er også sene eksempler, som er udstillingens perspektivering til samtiden som Boris Berlin og Poul Christiansen finérskalstol, skabt for Gubi i 2003.
Perspektiveringen til nutidens møbelscene kunne dog sagtens have været tykkere, og udstillingen kunne godt have vovet at udstille en stol fra indeværende årti.
Den kunne også vove at vise et par højindustrielle lavprisvarehusstole, som afgjort er er en del af historien, selv om den akademiske historieskrivning altid har ekskludet billigmøbler og deres indflydelse. De virker ikke til at være velkommen for aristokratiet.
Der er noget at rejse efter for professionelle som producenter, designere og indrettere.
Man kan dulme sin samvittighed over, at man laver noget, der er set før, for det gjorde de gamle mestre også. De huggede med arme og ben og bekræfter mundheldet om, at sådan gør de dygtige artister: Stjæler. Mens dårlige artister er dem, der kopierer.
Hvordan stjæler man så? Man gør noget til sit eget.
Udstillingen er en rig kilde til refleksion over, hvad designtradition er, og hvordan man bruger den.
Designmuseum Danmark har fået utrolig meget ud af meget lidt plads. Der er saft og kraft i det dåseformede rum og rig information for eneste af de sparsomme kubikmeter.
Det er ikke selve valget af de 110 stole, der gør oplevelsen. Det er måden, de er sat sammen på.