Når norske virksomheder skal have fremstillet produkter med avancerede delkomponenter vender Norge sig væk fra billiglandende og blandt andet mod Danmark i stedet. Det skriver Danmarks Eksportråd i sit nyhedsbrev.
De norske timelønninger er de seneste fem år steget 15 procent mere end i lande, det er naturligt at sammenligne med. Samtidig har produktiviteten i norske virksomheder ikke fulgt med de andre lande. Det har svækket konkurrenceevnen, og norske virksomhederne må i stigende grad benytte sig af udeproduktion af dele og enheder, der indgår i virksomhedernes slutprodukter, for at kunne konkurrere.
I lyset af dette skaber den danske nærhed, kompetence, og kulturelle forståelse interessante muligheder i Norge for danske leverandører. Konkurrenceparametrene vil i alle tilfælde være pris og leveringssikkerhed, men med den tilføjelse, at prisen selvfølgelig skal står i forhold til den kvalitet kunden ønsker.
En undersøgelse i industrien i Norge viser ifølge Eksportrådet, at 40 procent af de norske virksomheders produktion ligger i udlandet, og at 45 procent af denne produktionen fremstilles i EU-lande. Det gælder især for offshore-branchen, hvor Norge selv står for 60 procent af den samlede produktion, men for at kunne opnå den kapacitet, leveres 80 procent af materialerne fra udenlandske producenter, herunder danske.