23948sdkhjf

Hemmelig stol fra 1953 sparker helt nyt firma i gang

En lænestol med pindestruktur af FDB-designeren Poul M. Volther fra 1953, som aldrig før har været i produktion, er nu blevet en rambuk, der skal sende et helt nyt møbelfirma ud over rampen.

Make Nordic med base i Esbjerg er et helt nyt opstartsfirma, startet af esbjergenseren Line Olesen. Konceptet er originalt dansk design, og fra arkiverne hos underleverandøren Kvist Industries i Årre, er Volthers glemte stol dukket op.

Line Olesen er i øvrigt samlevende med Michael Kvist, der er medejer af møbelfabrikken.

Helt ny i branchen

Selv har hun en baggrund med e-markedsføring hos store koncerner som Syddanske Medier og SE. Med Make Nordic realiserer hun en drøm om at blive iværksætter og har samlet en ejerkreds med samleveren Michael Kvist og ejerne af det esbjergensiske designhus BruunMunch, som dog alle holder sig i baggrunden i det daglige.

- Selv er jeg helt ny i møbelbranchen, men den er fantastisk at træde ind i, siger hun til Wood Supply.

Indretning og design har altid været en passion for hende, fortæller hun.

Volther-stolen er ejet og produceret af Kvist Industries, og Make Nordic får salgsrettighederne i Norden. Det betyder dog også, at firmaets hjemmeside gerne må sælge stolen til resten af verden, så længe rettighederne ikke er lovet væk i andre lande.

Derudover har opstartsfirmaet fået salgsrettigheder til loungestolen Primetime af Tom Stepp, som tidligere blev markedsført af Fredericia Furniture. Og blandt andet også til en serie af polstersofaer, som laves hos Danish Design Supply i Horsens.

Billigere for forbrugere

Make Nordic er et direkte salgskoncept uden salg igennem butikker overhovedet. Line Olesens onlinebaggrund bruger hun til at skabe en handelsplatform for firmaets møbler.

- Detailleddet skærer vi fra, så vi afsætter kun til slutkunder, og det skærer toppen af prisen og gør den ret attraktiv for dem, der vil have fat i arkitekttegnede møbler. Ulempen er, at kunderne gerne vil prøve at sidde i stolen og mærke den, før de køber, fortæller hun.

Så det har hun også taget højde for.

Møblerne er udstillet i et vinsmagningsrum hos en vinforhandler i Esbjerg. Og hos Designwerck i København, som er et kurateret designgalleri.

For tiden er hun på udkig efter udstillingsplads i Aarhus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109