Byens søn behandles for stedmoderligt
Af David Wedege
Wegner Tårnet, Kunstmuseet i Tønder, Kongevej 51, Tønder. Se åbningstiderne her.
Faktisk kun 2 ting forbløffer, når man snegler sig op ad vandtårnets hvide inderside og ser Wegners stolesamling, som er udstillet i Tønder:
Ox Chair hedder faktisk Pøllestolen, fremgår det. Et lidet flatterende navn, som producenten Erik Jørgensen Møbelfabrik jo går lidt stille med.
Og Påfuglestolen - den havde faktisk armlæn af teaktræ.
2 forbløffelser er helt enkelt for fattigt at køre efter.
Og det, der kunne ligne en placering på højstrå, ligner ved nærsyn en indespærring i Blåtårn.
Var det ikke fordi, der årligt blev uddelt en Wegner-pris på stedet og holdt noget i sidste weekekend, der hed "Stolens Dag" i tårnet, skulle man tro, at tøndringerne havde glemt stedet - den permanente udstilling af Wegner-stole.
Bovlamt, bevidstløst
Byens søns livsværk får en stedmoderlig behandling, når man ser Wegner-udstillingen på Kunstmuseet Tønder.
Før sin død skænkede Hans J. Wegner en samling af 36 stoleværker, så mesteren har helt kurateret selv.
En kulturhistorisk foræring, som museet forvalter med samme bovlamme bevidstløshed, som en serieklub forvalter sine gamle pokaler og vimpler.
Man møder Wegner-stolene i kronologisk følge. Fra den papirflettede gyngestol fra 1944 og fremefter. Alle udstillede værker har yderst kortfattede informationsskilte.
Hvad er "Peters Stol?" for et værk?
Jo, den er af massivt bøg. Tegnet i 1944. Stadig i produktion. Bum, færdig.
Ørevold i sneglegangen
De heldige værker har en forstørret originaltegning hængende. Så er de også heldige.
Og vil man længere ind på livet af skaberen, sidder han på udstillingens første sal og fortæller anekdoter i en DR-dokumentar fra 1997.
Det gør han så på et grynet billede i en tyk billedrørskasse med overstyret, øresusende lyd og hvor ulideligt skurrende violinmusik knalder løs på tårnets hårde inderflader.
I det mindste er apparatet fra Bang & Olufsen.
I jubilæumsåret 2014 husede museet en noget mere omfattende særudstilling for den afdøde Wegners 100 års fødselsdag, og udstillingen omfattede en vifte af genstande og artefakter, der perspektiverede fortællingen om formgiveren.
I dag cirkus i dén grad kørt fra byen.
Værs'go og sidde
Som erstatning for interessant perspektiv, ser man de samme møbler igen på tårnets hvide indervæg mellem etagerne. Hvor de hænger og ligner glansfulde katalogbilleder med fritskrabede baggrunde. Det funkler som reklamer og butikspynt og virker sært benovet og direkte umusealt.
På den gode side er det dog også ret umusealt, at publikum gerne må bruge stolene, som de var tænkt: Der står ikke nix pille. Man må faktisk gerne sidde, og dén dimension vil de færreste museer tilbyde. Stole skal jo også opleves siddende.
Alligevel kan historien om Danmarks måske fremmeste stoleskaber dårligt formidles med større overfladiskhed og dovenskab, og måske er det tiden, der er stukket af fra udstillingen. Stukket af fra årtiernes øgede udbredelse af fortællingen om Wegner, siden stolesamlingen blev skænket.
Lad gå at samlingen er et klenodie for de lokale. Nogen valfartsdestination er det desværre ikke. Ikke mere end en tur til et par velassorterede forhandlere af Wegner-stole.
De udstillede værker er alligevel "stadig i produktion", som det fremgår. Og kun detaljer og noget patina er til forskel.
Dovenskaben topper
Museets dovenskab får en tyk understreg, når man når toppen af tårnet og finder 2 navnløse liggemøbler på tom og gold plads, hvor ingen som helst forklaring følger med.
Kun en køn udsigt over Nordfrisland tager sig særligt generøst ud her.
Og så er det hele overstået på en ganske lille snes minutter. Man må famle desperat efter mere stof at fordybe sig i.
Og producenterne? De nævnes på intet sted i udstillingen. De er ikke værdiget ét eneste skriftord.
2 stjerner for 2 forbløffelser. Eller én for de indiskutabelt holdbare værker. Og én fordi man må sidde på dem.