23948sdkhjf

At lave toprestauranter er at få meget tætte forhold

Malte Gormsens snedkeri er helt inde på livet af en lang stribe københavnske gourmetspisesteder.

At lave kræsent inventar til kræsne toprestauranter er aldrig en opgave, man bare afleverer som snedkeri.

- Afleveringen er bare starten på en langvarig relation. Det er steder, man hele tiden vender tilbage til for at lave service for at vedligeholde en høj standard. Og når ét indretningskoncept har eksisteret i 2 til 5 år, skal det også opdateres med et nyt.

Sådan fortæller Malte Gormsen, der driver snedkereret af eget navn i industrikvarteret i Herlev.

Vokset op med Noma

Hans firma har indrettet nuværende og tidligere spisehuse som Noma, Geranium, Restaurant 108, Kødbyens Fiskebar, Lou Lou, Geist og Restaurant Barr. For blot at plukke ud.

Som leverandør i det segment er firmaet nærmest vokset op sammen med den nye bølge af toprestauranter. Den første opgave var at indrette Noma for cirka 10 år siden. Stadig før Noma blev et verdensfænomen.

Noma-opgaven blev en referenceopgave, der førte flere med sig. Typisk i trekantssamarbejde med restaurant og arkitekt.

Skal komme i morgen

I starten anede Malte Gormsen og hans firma en masse om specialsnedkeret inventar af høj kvalitet, som især blev leveret til privatkunder som nordsjællandske velhavere og til københavnske luksusbutikker.

Noma-opgaven lærte ham så, hvad restaurantsegmentet kræver.

- Vi var ikke klar over, at det ville skabe så tætte bånd, som vi har fået. Hvis de ringer en aften, så skal vi stå der næste morgen og få tingene bragt i orden. Vi har folk ude i restauranterne næsten hver uge.

Tjener selv de penge, han bruger

Det er ikke noget, Malte Gormsen beskæftiger sig med, fordi det er en vildt indbringende forretning.

På samme adresse ligger også teknologivirksomheden Biometric Solutions, hvor han er ejer og bestyrelsesformand. En radikalt anden boldgade. Og det er så gyngen, der tjener de penge, som er sat til på karussellen - snedkeriet.

Malte Gormsen ApS kom senest ud med et mindre underskud, som han især begrunder med investeringer i teknologisk produktionsudstyr.

Firmaet slæber også rundt på en negativ egenkapital og holdes derfor oppe af millionoverskud og god soliditet hos Biometric Solutions. Han bedyrer dog, at restauranterne sagtens kan betale sig at lave.

- Men det er ikke nogen specielt lønsom forretning. Det er ikke noget, man bliver rig af, så vi gør det, fordi det er vores passion. Det er altid en udfordring at lave høj kvalitet. Vi går den ekstra mil, og vores kunder er dem, der vil gå den ekstra mil og købe feinschmeckeri af højeste klasse.

Træ og mad - samme historie

Selv vil Malte Gormsen gerne fremhæve Restaurant Barr som et af de mest spændende, hans firma har skabt. Barr ligger i samme lokaler på Christianshavn, hvor legendariske Noma ind til i år havde til huse.

Især fordi hans eget arbejde skaber sammenhæng med idéen, som spisestedet bygger på.

- Vi har brugt 20 kubikmeter egetræ fra nordsjællandske skove. Så vi henter råvarerne tæt på som køkkenet gør. Historiefortællingen er intakt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14