23948sdkhjf

Der kommer en skillevej for alle

Wood Supply kommenterer.

David Wedege er journalist og nyhedsredaktør for Wood Supply.

Det var ikke alle, der jublede, før Royal Copenhagen lancerede "forstørrelsesglasset" - eller megamussel i 2000.

Vort riges kongelige porcelænsinstitution vaklede, da Karen Kjældgaard-Larsen som bare én af mange viste et bud på fremtidens mønster.

Nogle var fyr og flamme internt i virksomheden. Andre så det som motorvejen til undergang.

I dag er megamussel lige så ikonisk som minimussel. Det blev broen fra fortiden til fremtiden.

Det var én slags skillevej.

Oticons bag-øret-apparat til hørehæmmede var en pryd for dansk industrielt design.

Firmaet skabte en revolution, og var måske dérfor ikke forberedt på den næste.

Så fabrikken tog det slet ikke alvorligt, at brugerne en dag hellere ville putte hele høreapparater ind i ørerne, så intet længere sad bagpå, og det var tæt på at sende høregiganten ud over afgrunden.

Lars Kolinds velbeskrevne projekt som topleder var at skabe en helt ny selvforståelse – en ny, levedygtig platform.

Som da møbelfabrikken Brødrene Andersen for få år siden var ved at køre fast i en sandbanke af træg konkurrenceevne med sin produktion. Virksomheden så sin skillevej. Enten skulle produktionsvirksomheden finde sit tråd i pedalerne igen. Eller også skulle der sadles om.

Så sendte ”Brødrene” en masse omkostningstunge processer langt ud af huset og blev til Andersen. Andersen Furniture. Hvor den nye identitet ikke bare lå i navnet, men i de processer, der blev foretaget i huset: Mindre produktion – mere tænkning.

På 3 år vendte man et millionminus til et millionplus.

Der er en skillevej til alle, og spørgsmålet er kun, hvornår den viser sig.

Nogle gange opdager omgivelserne ikke. For sommetider kan løsningen også være at fortsætte ligeud. I stedet for at dreje.

Der er nogle, der skal flytte sig, men når mange flytter sig i én retning, er det ofte et signal til visse om, at de hellere må blive stående. Fordi mennesker - kunder - er forskellige.

Bare man ikke har parkeret tænkningen i 1994, 2007 eller i 2013.

Teknologi, demografi, infrastruktur og meget andet er faktorer, der forandrer præmisserne for at sælge møbler, og alle nævnte faktorer er her og nu i betydelig bevægelse.

Så hvad er I egentlig bedst til?

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141