23948sdkhjf

Positive tal fra møbelindustrien

[i]Dansk Møbelindustri kan fortælle om positive takter for 2003. Der blev eksporteret for næsten 200 millioner kroner mere end forrige år. Især vækst i eksporten af discount-møbler bidrager til de positive tal.[/i]
Danske møbeleksportører sendte i 2003 møbler ud af landet for næsten 16 mia. kr. Det er godt og vel 200 mio. kr. mere end året før, hvilket bekræfter branchens evne til at fastholde grebet om eksportmarkederne, trods vanskelige internationale konjunkturer. Det er ikke mindst en vækst i eksporten af discount-møbler, der ligger til grund for det positive 2003-facit.

-Det overordnede billede af den danske møbeleksport i 2003 viser, at det især er leverandører af discountmøbler til store internationale lavpriskæder, der har haft vind i sejlene, mens de mere traditionelle møbelproducenter generelt har haft et vanskeligt år,” siger Keld Korsager, administrerende direktør i Dansk Møbelindustri.

For designmøblernes vedkommende har de mest positive markedspladser – udover Japan - været det danske hjemmemarked samt de nordiske markeder, hvorimod de øvrige markeder har været vigende.

Dansk Møbelindustri har fremgang. Discount-møblerne står for fremgangen på de fleste markeder, men i Japan er det stadig de eksklusive danske designs, der tæller.Set ud fra et lande perspektiv er den største vækst hentet i Sverige. Sverige markerede sig som branchens største vækstmarked overhovedet med en fremgang på 13% eller næsten 190 mio. kr. Det er både boligmøbler og erhvervsmøbler, der efterspørges af svenskerne, og dermed fastholder Danmark sin position som Sveriges næststørste leverandør af importerede møbler, kun overgået af Polen.

I Tyskland blev markedsandelen fastholdt, men produkterne der sælges der er nu discount møbler i højere grad end de traditionelle produkter.

Møbelbranchens næststørste marked, Storbritannien, holdt status quo, men der er stadig forventninger om vækst i fremtiden.

- Danske møbler dækker blot ca. 1% af hele det britiske marked, og analytikere vurderer, at der fortsat er gode vækstpotentialer for danske eksportører, især inden for det dyrere segment, siger Keld Korsager.

Ny på top-ti listen over udenlandske aftagere af danske møbler er Spanien. Eksporten hertil er fordoblet på blot to år. Også Japan er at finde blandt aftagerlandende der finder danske møbler populære. Selv om det samlede møbelsalg i Japan i flere år har været i tilbagegang, vinder danske producenter markedsandele, især i den eksklusive ende af markedet. Danske møbler har et stærkt image i japanernes øjne, hvilket bærer den danske møbeleksport velbeholdent igennem en langvarig lavkonjunktur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063