23948sdkhjf

Nyt navn og ny strategi hos ungt møbelfirma

Remix Furniture bliver i denne uge til Wiinberg og får en kendt tremmereol fra 1970’erne som sit kerneprodukt.
Remix Furniture har eksisteret siden 2008 og har hidtil arbejdet som agent for forskellige danske møbelproducenter.

Med navneskiftet søsættes en ny strategi, hvor der fremover skal satses på Lissau Tremmereolen, som Fredericia-virksomheden netop har købt rettighederne til:

- Sammen med rettighederne overtager vi de kunder, som firmaet Lissau selv har serviceret. Dem glæder vi os til at besøge, fortæller Heidi Wiinberg Husballe, der ejer virksomheden sammen med Anders Wiinberg Husballe.

Satser på dansk snedkerkvalitet
Tremmereolen er tegnet i 1970’erne og har været produceret og solgt af Lissau A/S indtil for ca. fem år siden.

Reolen bliver omdrejningspunkt for de kommende års udvikling af Wiinberg, som med navneændringen skifter rolle fra agentur til design- og salgsvirksomhed med ambitioner om at udvikle og sælge dansk design til eksklusive møbelbutikker i hele verden:

- Vi har indskrænket vores produktprogram, således at vi kun har de mest eksklusive møbler og fokus på dansk snedkerkvalitet, fortsætter Heidi Wiinberg, som i den forgangne weekend introducerede navn og produkt under en designevent i Vejle hos møbelhuset Ingvard Christensen.

Salget er indledt i Danmark
Ambitionerne er store i det unge møbelfirma, der indtil videre beskæftiger fire ansatte:

- I 2011 er vores omsætningsmål for tremmereolen 5 mio. kroner fordelt på 130 forhandlere i Danmark, Tyskland og Norge, fortæller Heidi Wiinberg og tilføjer, at cirka 90 af disse er Lissaus gamle forhandlere.

Wiinberg har indtil videre selv forhandlet aftaler på plads seks danske forhandlere i det eksklusive segment. Resten skal virksomheden selv finde næste år.

Målgruppen for reolerne er private forbrugere såvel som hoteller og virksomheder, og Heidi Wiinberg oplyser, at salget allerede er indledt på det danske marked.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078