Det nye selskab – Real Design A/S – ejes med 25 % af Real Capital A/S og med 75 % af BoConcept A/S.
Handlen indebærer dog, at Real Capital A/S har option frem til 1. oktober 2014 på at erhverve hele aktiekapitalen i selskabet.
Samtidig med handlen indtræder ejeren af Real Capital, Niels Kruse, som adm. direktør i det nye selskab:
- Jeg har igennem lang tid været fascineret af BoConcepts produkter og forretningsplatform, så det er med stor glæde, at jeg i dag indgår aftale om at overtage de ni butikker, siger Niels Kruse, som forventer, at engagementet bliver en god forretning for begge parter.
De ni butikker er beliggende i København (Gl. Kongevej og Illum), Ishøj, Hillerød, Lyngby, Odense, Århus, Vejle og Aalborg.
BoConcept oplyser, at salget skal ses som led i virksomhedens strategi om udelukkende at være koncept- og masterrettighedsholder, mens butikkerne ejes af individuelle franchisetagere.
Masterrettigheden til det danske marked vil derfor fortsat være ejet af BoConcept A/S.
Det er aftalt parterne imellem, at købsprisen ikke oplyses.