23948sdkhjf

Forsikringspenge på vej til Svinkløv Badehotel

Skaderne efter den voldsomme brand i september sidste år er nu gjort op, og Alm. Brand har fastsat et beløb.

Det hæderkronede Svinkløv Badehotel var spækket med unikt indbo og specialbyggede løsninger. Alt gik tabt i branden sidste efterår, men nu får fonden bag hotellet 36 mio. kr. i erstatning fra Alm. Brand. For de penge skal der opføres et nyt Svinkløv Badehotel, som er fuldt brandsikret efter de nyeste regler.

Det oplyser forsikringsselskabet Almindelig Brand i en pressemeddelelse i samarbejde med fonden bag Svinkløv Badehotel.

Svinkløv Badehotel brændte natten til 26. september sidste år ned til grunden.

Branden, der startede med en kortslutning i en tørretumbler i badehotellets kælder, udviklede sig voldsomt og forvandlede på få timer det store badehotel af træ til aske.

Af de 36 millioner erstatningskroner går de godt 26 mio. kr. til genopbygning af selve hotellet, mens resten er erstatning til nyt indbo samt til driftstab, mens hotellet genopbygges.

God løsning

Bestyrelsesformand for Fonden Svinkløv Badehotel, Steen Royberg, er tilfreds med forløbet og forsikringsløsningen.

- Det har været en kompleks sag - også for os. Vi har hele tiden vidst, at forsikringen ikke dækker alle udgifter. Vi ønsker en del forbedringer, blandt andet badeværelser og udvidelse af underetagen, hvilket forsikringspengene naturligvis ikke dækker. Generelt har vi mødt dygtige og kompetente folk med fin indsigt i vores situation. Det er absolut et plus, siger han.

Forsikringsselskabet Alm. Brand oplyser, at Svinkløv Badehotel ikke har været nogen nem sag for skadedirektør i Alm. Brand, Brian Wahl Olsen, fordi de fleste ting, der skulle erstattes har været håndlavede eller specialbyggede og har derfor ikke kunnet findes på nogen standardprisliste.

- Jeg er glad for, at vi har kunnet trække på vores erfaring fra sager med andre markante, ældre danske bygningsværker. For Svinkløv Badehotel var pakket ind fra top til tå i skræddersyede løsninger, og det har stillet store krav til vores folk om at finde en fair pris, der kan dække de fleste udgifter til at genetablere badehotellet. Jeg er glad for, at det er lykkes, og at fonden og forpagterne er tilfredse med løsningen, så hotellet kan blive genopført, siger han i pressemeddelelsen.

Bedre brandsikkerhed fremover

Steen Royberg ønsker nu ligesom forpagterne af badehotellet at kigge fremad, og de håber på at myndighederne kigger velvilligt på projektering og tegninger, der skal danne grundlag for byggeriet af det nye Svinkløv Badehotel. Det forventes stå klar i løbet af foråret 2019.

Selvom det tidligere hotel overholdt alle regler for brandsikkerhed, var der kritik fra enkelte gæster, der oplevede branden tæt på.

Både fonden bag Svinkløv Badehotel og forpagterne forsikrer, at det nye hotel vil opfylde alle brandkrav til nybyggeri, bl.a. med et automatisk alarmeringssystem.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078