23948sdkhjf

Optimismen blomstrer hos Nykøbing-virksomhed

Nyt navn, nye maskiner og pæn ordretilgang giver stor tro på fremtiden hos Frontego, der producerer frontløsninger til køkkenindustrien.
Navnet er nyt. Maskinparken er fornyet. Fabrikslayoutet er ændret og optimeret. Og ordrebogen bliver tykkere og tykkere.

I en tid, hvor tomme erhvervsbygninger er et alt, alt for almindeligt syn på Mors, stikker Frontego på Furvej ud som en anden lille solstrålehistorie.

Her har direktør Tage Odgaard Nielsen en klippefast tro på fremtiden for den virksomhed, som han selv har været medejer af siden 2002:

- Vi er optimistiske. Vi tror på, at vi skal være her i mange år fremover, siger Tage Odgaard Nielsen, der ikke mindst bygger sin optimisme på den række af nye tiltag, som virksomheden har taget de sidste par år, siger han.

Fra bordplader til frontløsninger
Virksomheden blev grundlagt tilbage i 1990 af Gunnar Damkjær. Massive bordplader var i starten det eneste forretningsområde, men i 2002 købe Tage Odgaard Nielsen sig ind i virksomheden med 10 % af aktierne.

Samtidig blev produktionen udvidet til også at tælle fronter til køkkenindustrien. Firmaet er i dag udelukkende underleverandør til en lang række af både små, mellemstore og store spillere på netop det marked.

Designa Køkken med i ejerkredsen
Allerede året efter, i 2003, overtog Tage Odgaard Nielsen hele virksomheden. Blandt de store kunder blev Designa Køkken, der samtidig var sponsor for det cykelhold af samme navn, som Tage Odgaard Nielsens søn, Jesper, blev en del af.

Herigennem fik Tage Odgaard Nielsen et nært forhold til Designa Køkkens direktør, Henrik Christensen. For fire år siden overtog Designa Køkken så halvdelen af den virksomhed, der indtil for nylig har heddet Damkjær Træindustri efter den tidligere ejer.

Frontego-navnet er således helt nyt. Navnet er en sammentrækning af ordene 'front' og 'ego', og det skal signalere individuelt tilpassede frontløsninger til køkkener, badeværelser og lignende.

Næste generation er kørt i stilling
Idéen til navneskiftet kommer fra Tage Odgaard Nielsens søn, Jesper Odgaard Nielsen, der ved skæbnens ironi er kommet 'hjem' og med på holdet.

I forbindelse med en cykelferie i Italien for nogle år siden var Tage Odgaard Nielsen nemlig ude for et grimt styrt, der resulterede i, at han en rum tid var sengeliggende:

- Jesper kom hjem for at hjælpe og aflaste mig, mens jeg kom mig, og det gav ham lyst til at blive en del af virksomheden. Han havde ellers planer om at blive fysioterapeut, men i stedet tog han en uddannelse som produktionsteknolog, og nu er han blevet produktionschef hos os, forklarer Tage Odgaard Nielsen, der nyder at have sønnen med på 'holdet':

- Det har været meget givtigt, og samarbejdet fungerer upåklageligt, siger Tage Odgaard Nielsen, der ikke mindst har kunnet konstatere, at sønnens hovedopgave på uddannelsen har smittet positivt af på virksomheden:

- Opgaven handlede om vores fabrikslayout og det flow, der er i virksomheden. Som konsekvens af opgaven har vi flyttet meget rundt på maskinerne og fået en helt ny logistik internt på hver enkelt ordre, og det har virkelig optimeret vores workflow, siger Tage Odgaard Nielsen.

Fleksible medarbejdere betyder alt
Frontego har i mange år haft JKE Design og Designa Køkken som sine største kunder. De to virksomheder er fortsatt er fortsat de to største kunder, men Frontego har også en lang række mindre kunder. Virksomheden arbejder helt uden lager:

- Vi er udelukkende ordreproducerende, og det giver selvfølgelig nogle udsving i, hvor travlt vi har, men vi kan glæde os over, at vores medarbejdere er meget fleksible og omstillingsparate. Medarbejderne er virkelig motiverede, og det betyder alt for virksomheden, fastslår Tage Odgaard Nielsen.

Artikel er venligst udlånt af Morsø Folkeblad
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078