DLH oplyser mandag, at koncernen har solgt grund og bygninger i den brasilianske by Belem til en større lokal developer og byggevirksomhed.
Salgsprisen er aftalt til 51 mio. kroner, og handlen sikrer DLH en regnskabsmæssig gevinst på 15 mio. kroner før skat:
- Jeg er meget tilfreds med, at vi i et vanskeligt marked er lykkedes med endnu et frasalg af ikke-strategiske aktiviteter, siger administrerende direktør Kent Arentoft.
Det er DLH’s tredje frasalg i år. Samlet er det til dato lykkedes at sælge aktiviteter for godt 130 mio. kroner, hvilket har medført en regnskabsmæssig gevinst på 35 mio. kroner før skat:
- Det er fortsat vores mål at afhænde ikke-strategiske aktiviteter for i alt 300 mio. kroner, og det arbejder vi på at nå, fastslår direktøren.
DLH lukkede sine produktionsaktiviteter i Brasilien i 2009, men koncernen vil fortsat have indkøbs- og eksportaktiviteter i landet.
Frasalget ventes ikke at få væsentlig indflydelse på hverken omsætning eller resultat for 2010. Dermed fastholdes de seneste forventninger om en omsætning på 3,6-3,8 mia. kroner og et EBIT-resultat på 20-30 mio. kroner.
                