Danske arkitekter vender i voksende omfang blikket mod det store udland. Og de seneste måneder har været et decideret internationalt gennembrud for PLH arkitekter A/S, der har sikret sig et par store prestigeopgaver i henholdsvis Vilnius og Geneve, skriver Berlingske Tidende i dag. Firmaet har i samarbejde med Rambøll vundet en åben konkurrence om forslag til en ny kontorbygning i Litauen. Bygningen skal indeholde det administrative hovedsæde for den litauiske koncern SBA UAB, som er en af Litauens største private virksomheder. Berlingske Tidende oplyser desuden, at PLH arkitekter A/S skal stå for ombygningen af WHO's hovedsæde i Geneve. Verdenssundhedsorganisationen har fulgt de danske arkitekters arbejde for dels Deloitte & Touche i Hellerup, dels Sundhedsstyrelsen på Islands Brygge. Lederen af WHO, generaldirektør Lee Jong-wook, kontaktede selv PLH arkitekter A/S.