Designa er egentlig grundlagt i 1992 som producent af plademøbler, men siden 2000 har der også stået køkkener på programmet hos virksomheden i Kjellerup.
I det forgangne årti er det gået stærkt for Designa, som i løbet af kort tid formåede at etablere sig som en seriøs spiller i branchen:
- Vi er selvfølgelig meget stolte af, at vi er nået så langt så hurtigt. Forklaringen er nok, at tiden har været med os, og så prøver vi hele tiden at finde de nyeste trends og udvikle de produkter, som danskerne efterspørger, siger direktør og indehaver, Henning Christensen.
Han har netop taget hul på festlighederne i anledning af sin virksomheds første runde fødselsdag, og jubilæet skal fejres med manér. Ikke mindst i lyset af, at den nærmeste fremtid tegner lys for køkkenproducenten:
- Lige nu har vi den største ordremængde nogensinde på færdigsamlede køkkener. Det ser ud til, at danskerne er ved at komme sig over krisen og er klar til at investere i deres hjem igen. Det er meget positivt, fortsætter Henning Christensen.
Et af Designas særlige kendetegn er afrundende melaminkanter på elementer og hylder, som har opnået gode testresultater hos Teknologisk Institut for sin holdbarhed.
