Netop i år kan det traditionelle danske eksportfremstød ’Absolu Design Danois’ fejre 10 -års jubilæum med et stort designfremstød i den franske havneby Marseille.
Det danske fremstød løber af stabelen i dagene 28. september – 4. oktober 2010 og er arrangeret af den danske ambassade i Paris i samarbejde med lokale partnere som har et lokalt netværk af arkitekter, bygherrer, indretningsarkitekter og forhandlere.
I Marseille og Middelhavsregionen er der i øjeblikket stort potentiale for dansk design, ikke mindst på grund af det største sydeuropæiske byfornyelses- og udviklingsprojekt ’EuroMediterranée’, som sætter særlig fokus på bæredygtighed, design og kvalitet.
Det oplyser Udenrigsministeriet.
Absolu Design Danois 2010 bliver i år afholdt i flotte rammer i konferencelokalerne i auktionshuset LECLERE i centrum af Marseille. På åbningsdagen den 28. september 2010 vil Kasper Guldager Jørgensen fra 3XN deltage, desuden vil der være præsentation af de danske udstilleres produkter, oplæg om danske og fransk bæredygtigt design af kendte designere samt match-making møde.
I de følgende dage er der åbent hus for professionelle og private, desuden er der mulighed for at afholde kundemøder i lokalerne.
Læs mere om
designfremstødet.