23948sdkhjf

Nyt udvalg skal fremtidssikre danske skove

Miljøminister Karen Ellemann har netop udpeget Erik Bisgaard Madsen, prodekan for forskning ved LIFE, til at stå i spidsen for det nye Skovpolitiske Udvalg.
Udvalgets primære opgave bliver at sikre, at de danske skove udvikles i en retning, hvor benyttelse og beskyttelse går hånd i hånd:

- Jeg er glad for, at Erik Bisgaard Madsen vil tage opgaven på sig, fordi han har solid erfaring fra både forskning og erhvervsliv. Netop den kombination er uhyre vigtig, når vi skal tackle de udfordringer, som skovene står over for, siger Karen Ellemann.

Skovpolitisk Udvalg kommer til at bestå at repræsentanter fra både offentlig og privat skov med både erhvervs- og friluftsinteresser. Der bliver nu afsendt invitationer til de relevante organisationer om deltagelse i udvalget.

- Det er vigtigt, at både erhvervet og naturorganisationer bidrager til dette vigtige arbejde. Jeg ser frem til at modtage udvalgets anbefalinger, som vil være et vigtigt bidrag til en fremtidssikret skovpolitik, siger Karen Ellemann.

Udvalget får 17 medlemmer, og målet er at repræsentere alle interesser inden for skovbruget – både erhvervslivets og interesseorganisationernes. Det forventes, at udvalget indleder sit arbejde inden sommerferien, mens anbefalingerne skal ligge klar i starten af 2011.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062