I løbet af det seneste år har industrien sagt goddag til 2.500 nye ansigter, og yderligere 1.600 ventes at gøre dem følgeskab i de kommende 12 måneder.
Heraf vil de 1.200 være til helt nye job som følge af væksten i træ- og møbelindustrien, mens de resterende dækker over genansættelser og nyansættelser efter folk, som går på pension.
TMF’s vurdering tager afsæt i en ny undersøgelse, som blev gennemført i april. Den konkluderer, at behovet for nye ansatte er jævnt fordelt over industriens delbrancher, og at det gælder både store og små virksomheder:
- Fremtiden ser lys ud for træ- og møbelindustrien med en stærk tro på vækst. Udfordringen bliver at få uddannet folk med de rette kvalifikationer, siger Henrik Smedmark, der er uddannelsesansvarlig hos TMF.
                