23948sdkhjf

Utilfredsstillende regnskabstal fra Inventarland

Kontormøbelkæden mistede godt 10 % af omsætningen, hvilket førte til et underskud på 12,5 mio. kroner efter skat i 2008/09. Det seneste kvartal vidner dog om fremgang.
Inventarland gik ind i krisen med to helt nye afdelinger under etablering, hvilket har bidraget væsentligt til det store underskud.

- Det er absolut utilfredsstillende, men vi blev taget lidt på sengen, forklarer direktør Carsten Nissen.

Inventarland stod dog med en solid egenkapital på ca. 30 mio. kroner, og dette – kombineret med et godt forhold til medarbejdere, banker og leverandører – har hjulpet kæden gennem en svær tid.

- Det har givet os styrke til at fastholde strategien med alle afdelinger og salgsapparatet intakt, om end vi også har strammet planerne og udgiftssiden en hel del op, siger Carsten Nissen.

Indsats giver resultater
Ovenpå det vanskelige 2009 ser Inventarland fortrøstningsfuldt på fremtiden. Det seneste kvartal vidner om fremgang, og det giver forventninger om et væsentligt bedre resultat i 2009/10:

- Januar-kvartalet er netop færdigt, og vores salg ligger på indeks 115, hvilket viser at indsatsen giver resultater. Det styrker min glæde over den indsats medarbejderne yder i modgangstider, og den tillid vi har hos kunderne. Det er jeg meget taknemmelig for, slutter Carsten Nissen.

Om virksomheden
Inventarland er en kæde af 10 kontormøbelcentre, der servicerer små og mellemstore virksomheder og institutioner med kontormøbler og inventar.

En stor del af dette område udgøres af salg til den offentlige sektor gennem SKI-aftaler og regions-/kommuneaftaler.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.516