23948sdkhjf

Frøslev Træ bliver PEFC-certificeret

Øgede krav fra markedet og offentlige instanser samt ikke mindst et ønske om at gå forrest har nu fået grossisten til at dokumentere bæredygtigheden i hele sit sortiment.
Hos Frøslev Træ har man den holdning, at det ikke nytter noget at slå på træets miljømæssige fortræffeligheder, hvis ikke man samtidig sikrer sig, at forholdene ude i skoven er i orden.

Derfor er Padborg-virksomheden nu blevet certificeret under PEFC, og det betyder, at den sydjyske grossist kan spore alle sine varer tilbage til oprindelsesstedet.

Hos Frøslev Træ har man store forventninger til de muligheder, der åbner sig som PEFC-certificeret virksomhed. Konsulent Michael Nørgård fortæller, at kunderne i stigende grad er begyndt at efterspørge bæredygtige varer, og derfor er det selvfølgelig også planen at bruge den nyvundne status i markedsføringen:

- Vi er meget opmærksomme på bæredygtighed og co2. Træets miljømæssige egenskaber er et stærkt argument, som vi vil bruge aktivt, siger han og tilføjer, at øgede krav fra offentlige bygherrer efterhånden har gjort det nødvendigt med en certificering, hvis man som leverandør vil have en bid af kagen.

- Samtidig har vi et ønske og en ambition om at gå forrest og være med til at udbrede budskabet om, at det ikke er skadeligt for miljøet at fælde og bruge et træ, fastslår Frøslev-konsulenten.

Få leverandørskift
Certifikatet kom officielt i hus den 24. november, og forud er gået en omfattende gennemgang af såvel eksterne som interne processer.

I den eksterne gennemgang har fokus været på at dokumentere, at Frøslev Træs egne leverandører arbejder bæredygtigt, og derfor har certificeringsprocessen også budt på udskiftning i leverandørstaben.

Det er dog relativt få leverandører, der er røget ud i kulden. Det skyldes, at Frøslev baserer langt størsteparten af sit sortiment på træ fra nordiske skove, og her er forholdene som regel i orden:

- 98 % af vores træ kommer fra Nordeuropa, så der har været få leverandørskift. På den måde har processen været noget nemmere, end hvis vi importerede store mængder af eksotisk træ, forklarer Michael Nørgård.

Den interne gennemgang var straks mere omfattende. Her har det handlet om at omstille de respektive arbejdsgange, således at hvert eneste produkt altid kan findes og spores tilbage gennem systemet. Til det formål har Frøslev Træ udviklet et it-system, hvor alle produkter er registreret via stregkoder.

Endvidere er alle leverandører oprettet i systemet med oplysninger om deres eget PEFC-certifikat, og når det nærmer sig udløb, giver systemet besked om, at Frøslev Træ skal tjekke op på forholdene.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093