Den østjyske storgrossist: "Det betaler sig at være ham den sure kiks"
De ved det godt selv i Ørum på Djursland.
Møbelgrossisten International Furniture er langt fra som de fleste på markedet, og her er 2 hovedgrunde til det:
De elsker at fylde lager op og har for få år siden udvidet lagerkapaciteten betrageligt.
Og så har de arbejde på at få færre kunder.
Nej. Du læste ikke forkert. Færre kunder. Det er en meget klar strategi for den østjyske virksomhed.
- Vi har gjort meget for at bringe forhandlernettet ned i antal, og det var selvfølgelig en satsning, siger René Secher, som er salgsansvarlig i direktionen.
- Det var en satsning, fordi det ikke var alle, der syntes, det var rigtigt i begyndelsen. Jeg syntes ikke, vi skulle handle med så mange, som vi gjorde. Og hvis den strategi var slået fejl, så havde jeg nok heller ikke siddet her i dag. Jamen, det er rigtigt, griner han lidt, mens han fortæller det.
Man skal virkelig gide dem
Så dermed er strategien altså lykkedes, synes han. Færre kunder har styrket forretningen, mener han.
- De forhandlere, vi tror på er de rigtige, er de forhandlere, der gerne vil gå mere i dybden med os. Dem, som kan se, at vi har mange specielle ting på grund af vores lagerkapacitet og at vi derfor kan agere hurtigt ude i marken. Også ét stykke ad gangen kan vi levere. Men det betyder også, at vi nogle gange går lige til sagen og spørger dem: Vil I os virkelig eller ej?
Og dét bliver sommetider til benhård snak, erkender han.
- Sommetider er jeg så den sure kiks over for nogle, der ikke kan forstå, at vi ikke vil sælge dem noget, men siger nej. Vi vælger de kunder, der er omsætning i og som vil fordybe sig i vores store katalog. Det er dem, der er værd at bruge krudt på, siger René Secher.
Større lager - ikke mindre
En anden ting, som han mener, skiller International Furniture ud fra konkurrenterne, er at der er satset yderligere på showroom i domicilet i Ørum midt på hovedvej A16 mellem Randers og Grenaa. I de senere år er udstillingspladsen vokset fra cirka 100 til 500 kvadratmeter.
- For os er det vigtigt, at hvis man har taget en rejse på flere timer, skal man også have én på opleveren, når man kommer her. Og det er kun godt, at der er luft mellem de varer, vi udstiller, for det gør det muligt, at vi kan lave en ø i udstillingen med nyheder, fortæller han.
En anden usædvanlighed er lagerets omfang i en tid, hvor de fleste mindsker lagerbeholdningen.
Domicilet blev opført for 17 mio. kroner, og alt er betalt, fordi overskuddet puttes i firmaet. I 5 år i træk har kreditvurderingen lydt på AAA, og det er især noget, underleverandører bruger som tillidsmarkør, fortæller René Secher.
For International Furniture handler det dels om at kunne agere lynhurtigt. Det er en del af hele konceptet.
Alle skal tjene penge
På den anden side er det også vigtigt at være god ved sine leverandører. Hvoraf en slovensk underleverandør er den suverænt største.
- Det er vigtigt for os, at alle tjener penge. Vi skal tjene penge. Vores leverandører skal tjene penge. Vores kunder skal tjene penge. Vi skal alle være sunde forretninger om 5 til 10 år. Vi har nogle få og tætte relationer blandt underleverandører, og dem vil vi gerne være store hos.
Han mener heller ikke, at lageret er det værste sted at have sine værdier.
- Den likviditet, vi kunne have, ville vi intet få for i bankerne. Ikke med de renter, som man får i dag. Så vil vi også hellere hjælpe underleverandørerne, hvis de skal købe stort ind til råvarelager, fordi vi er på vej med større ordrer.
Samme ærlighedsfilosofi skinner igennem i forhold til priser.
Nul rabatter!
Og igen påtager René Secher sig gerne rollen, som ”den sure kiks”. Der bliver ikke givet rabatter.
- Vi mener, vi har strikket den helt rigtige pris sammen til at starte med, så vi lægger ikke 15 procent oveni , som vi kan give i rabat til større projekter. Vi får heller ikke selv rabat hos vores leverandører, når vi selv køber ind. Og det holder vi ved. Igen gider vi kun at handle med de kunder, som kan lide vores koncept.
Og har nogen lavet rabatkampagner med International Furnitures møbler, så kan René Secher igen blive den sure kiks.
- Så kan jeg godt finde på at ringe dem op og spørge, hvad der sker. Jeg må ikke diktere priserne, men jeg må godt fortælle dem, at en del af det at handle med os, handler om at tjene penge på det.
International Furniture leverer både til kontormøbelforhandlere og til boligmøbelforhandlere.
Artiklen er en del af temaet Topchef i tale.