Under det kommende klimatopmøde i København har PP Møbler fået til opgave at levere møbler for omkring 5 mio. kroner. Møblerne forsynes med sølvplader og skal efterfølgende sælges via en række forhandlere, som i den anledning hver donerer 1.500 kroner til organisationen Plant Et Træ. PP Møbler vil også donere et beløb, og samlet bliver der på den konto rejst cirka 270.000 kroner, som møbelproducenten ønsker at bruge på at plante aske-, bøge- og egetræer i hjemkommunen Allerød. I alt bliver der tale om et nyt skovområde på 5-6 hektar, og ifølge Allerød Nyt ser byrådet positivt på idéen. PP Møbler har udpeget et område, som i forvejen er udlagt til rekreative formål.