Torben Nielsen, indehaver af køkkencentret Birk Indoor, har fra årsskiftet opsagt sin aftale med Multiform for i stedet at tilbyde køkkener fra uno form. Butiksejeren understreger, at beslutningen ikke skyldes utilfredshed med Multiform. Torben Nielsen er nemlig også forhandler af Invita-køkkener, og eftersom uno form og Invita begge er del af køkkenkoncernen Nobia, kan Torben Nielsen få en række fordele ud af at skifte: - Som en god køkken-købmand kan jeg se nogle fordele, idet jeg i forvejen er storkunde hos Nobia-koncernen med mine Invita-butikker. Det er eksempelvis på logistik og det indkøbsmæssige, forklarer han til Herning Folkeblad.