Østre Landsret gav i torsdags Dansk Juletræsdyrkerforening en bøde på 400.000 kroner for overtrædelse af konkurrenceloven. Bøden er en fordobling af en tidligere dom fra byretten på 200.000 kroner: - Vi er tilfredse med, at Landsretten har skærpet byrettens dom i sagen mod Dansk Juletræsdyrkerforening og foreningens direktør. Skærpelsen understreger endnu en gang, at brancheforeninger ikke må påvirke medlemmernes priser, siger Peter Langkjær, der er kontorchef i Konkurrencestyrelsens center for karteller og forvaltning. Dansk Juletræsdyrkerforening har blandt andet offentliggjort en kalkulationsvejledning, holdt møder om priser og vejledt sine medlemmer om, hvordan priserne skulle se ud i fremtiden for på den måde at undgå, at medlemmerne underbød hinanden.