23948sdkhjf

Fritz Hansen mister omsætning

Efterspørgslen på designklassikerne er gået tilbage, og dermed ser syv års fremgang ud til at blive brudt hos møbelproducenten.
Republic of Fritz Hansen, der står bag klassikere som Ægget og Syveren, lider under dalende salg på kontraktmarkederne, og virksomheden forventer på den baggrund et fald i omsætningen på 25 % sammenlignet med 2008:

- Vi er ramt, men jeg ryster ikke i bukserne. Det er en svær tid ikke mindst som ledelse, fordi man skal tage nogle hårde beslutninger omkring ressourceindskrænkninger og nedlæggelse af jobfunktioner og udskydelse af projekter, som vi ikke har råd til i år. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at tingene nok skal vende igen, selvom det kommer til at tage nogle år, siger administrerende direktør Jacob Holm til Børsen.

Han regner med, at Fritz Hansen først ser bunden af nedturen i løbet af efteråret, men det betyder ikke, at der bliver ændret på den nuværende strategi:

- Vi vil bevæge os videre nøjagtigt, som vi har gjort til dato, men vi vil gøre det med en omkostningsfokusering, og vi vil gøre det med knap så høje vækstambitioner, som vi har haft tidligere, fastslår direktøren.

Vækstambitionerne er dog ikke lagt helt på hylden, og når det igen begynder at gå fremad, vil fokus blandt andet blive rettet mod Asien:

- Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at luksusmarkedet i fremtiden ligger i fjernøsten. For det første er det der, økonomierne vokser meget hurtigt. Det er også der, at der er rigtig mange mennesker, der flytter sig fra at have middelindkomster til at have høje indkomster, slutter Jacob Holm.

Kilde: Børsen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078