23948sdkhjf

Norsk vinder af ”Nordic Selected Award”

Kasper Salto og Fritz Hansen var med i opløbet om bedste nordiske designprodukt de seneste 10 år, men måtte se sig slået af de norske arkitekter fra Snøhetta.
Fredag, der var andendag af fagmessen CODE 09, bød blandt andet på uddeling af designprisen ”Nordic Selected Award”.

Her belønnede arrangørerne det seneste årtis bedste nordiske design med en pris på 50.000 kroner, og direktøren for det internationale designmuseum i München - professor Florian Hufnagl - havde fået til opgave at udvælge ti finalister blandt flere end 100 designs.

Den nordiske møbelbranche var repræsenteret ved Kasper Salto / Fritz Hansen med stolen ”Ice” samt svenske Blå Station med loungestolen ”Innovation C”. Desværre for de to blev det dog de norske arkitekter fra Snøhetta, der løb af med sejren for deres operahus i Oslo.

Ude i messehallerne havde 281 udstillere taget opstilling for at vise de nyeste designprodukter frem. Heriblandt talte flere etablerede navne som Raun, Fritz Hansen og Erik Jørgensen. Der var dog også blevet plads en række mere ukendte fagfolk, som var taget til Bella Center i håbet om at bruge messen som springbræt til et fagligt gennembrud.

En af disse var Kåre Frandsen, som blot tre uger før CODE var blevet færdig med prototypen på en ny vugge, som han nu håber at få i produktion:

- Der har været flere interesserede forbi, dog uden at det er blevet konkret. Jeg tror, der vil gå 3-4 måneder, før der for alvor begynder at ske noget, lød vurderingen fra den unge designer.

Også møbelsnedker Kristoffer Kjær var taget af sted med forhåbninger om at etablere nye kontakter. Han har udviklet bord- og bænkeserien ”Hover Collection” og var på jagt efter producenter og indretningsarkitekter. Dem havde han dog ikke mødt mange af:

- Jeg savner helt klart nogle flere producenter og arkitekter, men det er kun fredag, så de kan jo nå at komme endnu, sagde han.

I lighed med torsdag var fredag præget af en positiv og afslappet stemning blandt såvel udstillere og besøgende, og det glædede arrangørerne:

- Vi har haft mange besøgende torsdag og fredag, og det er vi meget tilfredse med. Der er en god stemning, og udstillerne er glade – og det er jo det vigtigste, lød meldingen fra det travle personale i Bella Centers information.


Læs mere:
Ny messe kom godt fra start
Møbelbranchen med i opløb om bedste nordisk design
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063