23948sdkhjf

Møbelbranchen med i opløb om bedste nordisk design

Nordens allerbedste designprodukter fra de seneste 10 år er i disse dage udstillet i Bella Center. Fredag kåres udstillingens bedste, og to stole er med i finalen.
For at overbevise omverdenen om, at dansk design er mere end de gamle møbelklassikere, har arrangørerne bag CODE09 de seneste syv måneder arbejdet på at udvikle udstillingen ”Nordic Selected”.

En række nationale kuratorer har fået ansvaret for at udvælge de absolut bedste nordiske designs fra de seneste ti år, og de smukke genstande kan i disse dage studeres på nærmeste hold i Bella Center.

Selvom ”Nordic Selected” er et forsøg på at fjerne fokus fra de klassiske, danske møbler, er det ikke ensbetydende med, at møbelkunsten er gemt væk på udstillingen; snarere tværtimod.

Såvel Danmark som Norge, Sverige, Island og Finland leverer flere spændende eksempler på nutidigt møbeldesign, og to af bidragene har endvidere formået at komme med blandt de 10 finalister, der dyster om "Nordic Selected Award" på 50.000 kroner.

Det ene møbel er dansk; nemlig Kasper Salto og Fritz Hansens stol ”Ice”, mens den anden finalist er loungestolen ”Innovation C” fra svenske Blå Station.

Udover Kasper Salto / Fritz Hansen er den danske møbelbranche repræsenteret af fire nominerede. Disse er Søren Ulrik Pedersen (”Lambda”), Louise Campbell (“Casual Cupboards”), Christian Flindt / Paustian (“Ripple Chair”) og Thomas Pedersen / Fredericia Furniture (”Stingray”).

Hvem af de 10 finalister, der løber med sejren, afsløres ved en ceremoni i Bella Center fredag klokken 13.00.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078